Ildsjæl om ambitiøs kulturplan: - De gør jo grin med os

Frivillige bag Hobros gamle teater og biograf føler sig totalt oversete i forarbejdet til et nyt kultur- og rådhus til måske over 200 millioner kroner

Vi er 40 frivillige i biografen og 7-8 omkring teater-bygningen, som er gjort til grin, mener Preben Christensen. Foto: Martin Damgård

Vi er 40 frivillige i biografen og 7-8 omkring teater-bygningen, som er gjort til grin, mener Preben Christensen. Foto: Martin Damgård

HOBRO:De undrer sig. Og de er godt gammeldags sure i bøtten.

En flok frivillige ildsjæle omkring det gamle Hobro Theater og husets kulturliv føler sig oversete og skubbet langt ud over sidelinjen i arbejdet med at skabe et nyt, dynamisk kulturhus midt i Hobro.

Et kulturhus, der også skal rumme rådhus, og som kan komme til at ligge lige ved siden af Hobro Theater på Store Torv.

Indtil videre har byrådet spenderet 700.000 kroner på en forundersøgelse, der mundede ud i to arkitektfirmaers idé til, hvordan vision kan blive til virkelighed.

Forinden har der været nedsat en styregruppe, og der er hentet input fra kommunens kulturelle aktører.

- Det eneste vi er blevet inddraget, var et stående møde på 10 minutter i kulden ude på torvet. Det har været en lukket proces. Vi har ikke engang fået oplyst, at forundersøgelse er afsluttet. Det måtte vi læse om i avisen. Det er for ringe, siger Preben Christensen.

Han er tidligere socialdemokratisk byrådsmedlem og formand for Hobro Borger- og Håndværkerforening, som ejer og driver Hobro Theater. Han er også kasserer i Filmteatret, som er bygningens største og vigtigste lejer.

Nyt kultur- og rådhus

Mariagerfjord Kommune overvejer at bygge et nyt kultur- og rådhus på Store Torv i Hobro.

Der skal fortsat være kommunal administration på de nuværende adresser i Hadsund, Mariager og Arden, men tanken er at samle funktioner, der i dag er på Nordre Kajgade og i Korsgade i Hobro.

I tilknytning til rådhuset tænkes forskellige kulturfunktioner. På Store Torv-området ligger i forvejen biblioteket, museet Kunstetagerne, ældrecentret Bie Centret og Hobro Theater med blandt andet Filmteatret

Ideen med kultur- og rådhuset hænger sammen med kommunens forsøg på at styrke livet - ikke mindst handelslivet - i Hobros midtby.

For et år siden iværksætte byrådet en forundersøgelse, og man hyrede arkitektfirmaerne LYTT og AART.

Forundersøgelsen har haft en styregruppe bestående af politikere og ledende embedsmænd. Desuden har en følgegruppe med repræsentanter for kulturlivet været med.

I den færdige forundersøgelse præsenterer arkitekterne tre forskellige scenarier. Det mest vidtgående vurderes at koste langt over 200 millioner kroner.

Det indebærer et nybyggeri i tre etager på Store Torv, hvor biblioteket og Adelgade 26-28 med bl.a Matas og Buddy Holly i dag ligger.

Men Hobro Theater er ikke med i planen.

Nordjyske har fået aktindsigt i forundersøgelsen, som vi beskrev i en artikel for nyligt.

- Vi er 40 frivillige i biografen og 7-8 omkring teaterbygningen, som er gjort til grin. Vi er ikke blevet spurgt overhovdet på en kvalificeret og ordentlig måde. Hvorfor denne lukkede proces, spørger Preben Christensen, der dog anerkender, at corona-situationen har vanskeliggjort møder.

Fire frivillige, der gerne vil have Hobro Theater med i det store kulturprojekt på Store Torv. Fra venstre Preben Christensen, Peter Rubjerg, Ole Mejlstrup og Klaus Aaboe Simonsen. Foto: Martin Damgård

Fire frivillige, der gerne vil have Hobro Theater med i det store kulturprojekt på Store Torv. Fra venstre Preben Christensen, Peter Rubjerg, Ole Mejlstrup og Klaus Aaboe Simonsen. Foto: Martin Damgård

Aktørerne har været til et stormøde på DS Arena i Hobro, hvor arkitekterne præsenterede deres tanker.

- Det kan man ikke kalde dialog, mener Preben Christensen.

Ny biografsal

Hobro Borger- og Håndværkerforening og Filmteatret ærgrede sig, da de så tegningerne over, hvordan det nye kulturhus måske kan se ud - og hvad det kan indeholde. Byggeriet strækker sig over matriklerne med det nuværende Hobro Bibliotek og ejendommen med Matas, diskotek Buddy Holly og Din Frisør.

Men Hobro Theater er ikke en del af det måske kommende kulturmekka. Den smukke, gamle teaterbygning ligger ellers lige op ad Store Torv.

Folkene bag Hobro Theater og Filmteatret vil gerne have været en del af en større kulturplan. Bygningen er 120 år gammel og koster ejerne store summer i energiforbrug og vedligeholdelse. Der er brug for en større, indvendig renovering, hvor lokalerne indrettes efter et nutidigt kulturbehov. F.eks. ønsker teaterkredsen en ny, moderne scene.

Den største lejer, Filmteatret, har to biografsale, som begge er utidssvarende.

- Lyd og billede er ok. Men omgivelserne halter efter. Vi vil gerne have en stor sal med skråt gulv som i en moderne biograf, siger Peter Rubjerg, formand for Filmteatret.

Fimteatret drømmer om nye biografsale. Foto: Martin Damgård

Fimteatret drømmer om nye biografsale. Foto: Martin Damgård

- Vi vil også gerne være en del af det fællesskab, som opstår i et nyt kulturhus, tilføjer han.

Ole Mejlstrup fra borger- og håndværkerforeningen:

- Vil vi noget i Hobro, må vi spille sammen. Vi bør have en helhedsløsning, for hele kulturen omkring Store Torv, mener han.

Men indtil videre må byens ældste kulturbygning nøjes med at være nedtonet i grå farve på skitsen for den store vision.

Skitse fra forundersøgelse til et nyt kultur- og rådhus på Store Torv i Hobro.

Skitse fra forundersøgelse til et nyt kultur- og rådhus på Store Torv i Hobro.

- Vi er ikke en del af planen - bortset fra at de vil bruge noget af det parkeringsareal, som tilhører os, bemærker Klaus Aaboe Simonsen, oldermand i Hobro Håndværkerlaug og med i teatrets bestyrelse.

- Vi måtte afgrænse

Byrådsmedlem Svend Skifter Andersen (S), medlem af kultur- og fritidsudvalget, har siddet i styregruppen bag forundersøgelsen. Han forsikrer at teaterbygningen ikke er glemt.

Han siger, at det kommunens forvaltning og ikke styregruppen, der har stået for at inddrage kulturlivet.

- Jeg ved, at følgegruppen, som Filmteatret og Hobro Theater har være repræsenteret i, har været inviteret til møder, og de har været med på gåture i området. De har været med i processen.

Hobro Theater ligger markant op ad Store Torv. Kun den hvide bygning, Adelgade 30, adskiller teatret og de matrikler, der er tiltænkt et nyt kultur- og rådhus.  Foto: Martin Damgård

Hobro Theater ligger markant op ad Store Torv. Kun den hvide bygning, Adelgade 30, adskiller teatret og de matrikler, der er tiltænkt et nyt kultur- og rådhus. Foto: Martin Damgård

Svend Skifter Andersen erkender, at Hobro Theater ikke er en del af den endelige skitse.

- På et tidspunkt var vi nødt til at afgrænse projektet, og beslutningen blev, at det er Store Torv, det handler om. Det vil sige Matas-bygningen og biblioteket.

Han noterer, at Mariagerfjord Kommune tidligere i år købte ejendommen Adelgade 30, som tidligere husede Andelskassen. Bygningen ligger mellem det påtænkte kulturhusområde og Hobro Theater.

- Jeg håber, at Andelskasse-bygningen kan anvendes på en måde, så den kan binde kulturhuset og Hobro Theater sammen, siger Svend Skifter Andersen.

Borgmester Mogens Jespersen har tidligere oplyst til Nordjyske, at det videre arbejde med kultur- og rådhuset er lagt på køl til efter sommerferien, hvor forundersøgelsen måske bliver politisk drøftet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.