Kan du huske Gry? Nu kan iværksætteren vinde stor pris
27-årig får igen stor opmærksomhed for sin lille, nordjyske virksomhed

Gry Larsen som hendes medarbejdere kender hende: Iført Pakkeriets grønne arbejdstøj. På onsdag skal hun i gallakjolen, når hun skal til prisfest i Bruxelles. Foto: Torben Hansen
HADSUND:På onsdag kan Gry Larsen ikke iklæde sig det grønne arbejdstøj, som hun og hendes 30 ansatte bærer til hverdag. I stedet er gallakjolen fundet frem.
Den 27-årige iværksætter og mor til tre fra Hadsund rejser i næste uge til Bruxelles, hvor hun er i finalen i en stor, europæisk konkurrence for kvindelige iværksættere. 10.000 euro (ca. 75.000 kroner) og masser af hæder er på spil.
Det med at vinde priser er ikke nyt for Gry Larsen. For et år siden blev hun kåret som danmarksmester i entreprenørskab for studerende - en titel der blev uddelt af Dansk Erhverv og Fonden for Entreprenørskab.
Det skete på baggrund af hendes lille virksomhed Pakkeriet i Hadsund. Her ansætter hun mennesker, som på grund af handicap, sygdom eller andre problemer har svært ved at finde job på det ordinære arbejdsmarkedet. Pakkeriet løser blandt andet pakkeopgaver for lokale virksomheder og har i dag 30 mennesker på lønningslisten.
Pakkeriet startede Gry Larsen i begyndelsen af 2021, mens hun stadig studerende til handelsøkonom i Randers.
Den danske iværksætterpris kastede 50.000 kroner af sig.
Tre unge kvinder er udvalgt til finalen i AmCham EU Youth Entrepreneurship Award. Tirsdag skal Gry Larsen præsentere sin virksomhed for dommerpanelet. Konkurrencen er i år forbeholdt europæiske kvinder. De to andre finalister kommer fra Litauen og Sverige.
Vinderen kåres ved en gallamiddag hos EU-Kommissionen onsdag aften, mens kandidaterne hele torsdagen skal stå klar til interview med pressen.

Gry Larsen var stadig under uddannelse, da hun startede sin virksomhed for halvandet år siden. Foto: Torben Hansen
Jeg er meget spændt på, om jeg formår at brænde igennem og præstere min virksomhed godt nok. Det foregår jo på engelsk, og i andre europæiske lande forstår man måske ikke det danske velfærdssystem og begrebet socialøkonomiske virksomhed så godt, siger Gry Larsen.
- Men det er da megafedt, at en lille dansk virksomhed får lov at komme med i sådan en konkurrence, siger Gry Larsen, der skal have sin mand, Mikkel, med på turen.
Erhvervskvinden fra Hadsund er på forhånd sikret en kontant gevinst. Mens vinderen blandt de tre kandidater får 10.000 euro, vanker der henholdsvis 5000 og 2500 euro til nummer to og tre. Desuden uddeles en række ekstrapræmier. Vinderen får også et seks måneres mentorforløb.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.