Fra gas til kultur: Jens vil puste nyt liv i en af Danmarks smukkeste havne
Gammel industribygning på "en af Danmarks smukkeste havne" skal reddes fra truende forfald - og genopstå som kulturhus

Jens Lykke vil sparke nyt liv i Gasmuseet på Hobro Havn, som vil være ideelt til koncerter, revy mv. Han er spidskandidat for Radikale Venstre til KV21 i Mariagerfjord. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Jens Lykke går til valg på at give kulturen et løft - helt bogstaveligt ved at løfte loftet på Himmerlands Teater tre meter. Han ser også spændende muligheder i det dødsdømte Gasmuseum på Hobro Havn, der er nomineret til en af landets smukkeste havne.
Det gamle gasværk kan blive et nyt kulturelt samlingssted, lyder visionen fra Jens Lykke. Han er 65 år, bor i Hobro og stiller op som Radikale Venstres spidskandidat til KV 21 i Mariagerfjord Kommune.
Spidskandidat for RV Jens Lykke
Jens Lykke, 65 år, Hobro, er Radikale Venstres spidskandidat til KV21 i Mariagerfjord. Han er gift med Margit og har to voksne børn, Sissel og Mikkel, som for længst er flyttet hjemmefra.
Jens Lykke gik på pension tidligere på året fra en stilling i Mariagerfjord Kommune som souschef for kultur- og fritidsforvaltningen.
I dag er han formand for Skals Efterskole og aktiv cykelmotionist.
De andre kandidater på Radikale Venstres liste til kommunalvalget i Mariagerfjord er Heidi Erritsø Vive, 29 år og bosat i Hobro, Thorbjørn Aagaard Nielsen, 49 år, Hadsund, Peter Carstensen, 57, Valsgaard og Maren Tang, 61 år, Viveterp.
- Det er vigtigt at værne om, at vi selv har gode, slagkraftige kulturinstitutioner i Mariagerfjord Kommune, og at vi ikke nødvendigvis behøver at køre til Randers eller Aalborg for at få en kulturel oplevelse, siger Jens Lykke.
Efter 17 år som souschef i Mariagerfjord Kommunes kultur og fritids-forvaltning er Jens Lykke gået på pension. Han kender systemet ind og ud. Jens Lykke ser det som en klar fordel, at han har været en del af det "politiske maskinrum".
- Men selv om mange påstår, at det er embedsværket, der reelt bestemmer, så giver det nogle andre frihedsgrader at være politiker, siger Jens Lykke om det, der driver ham til at stille op til KV21.

- Det giver nogle andre frihedsgrader at være politiker, siger Jens Lykke, 65 år, Hobro, der debuterer som lokalpolitisk kandidat efter mange år som embedsmand i Mariagerfjord Kommune. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Humlebien på havnen
Jens Lykke sammenligner Himmerlands Teater med den berømte humlebi: Den flyver, selv om den egentlig ikke kan - og Mariagerfjord Kommune får utrolig meget for sit årlige bidrag på 1,2 mio. kroner. Resten af pengene op til budgettet på 3,5 mio. skyder staten ind.
Himmerlands Teater brillerer som en professionelt drevet kulturinstitution i en kommune, hvor meget ellers afhænger af frivilliges gode, gratis kræfter. Projektet, der vil lægge tre meter til loftshøjden i teatret, skal udvide scenen og skabe bedre indeklima. Pris: seks-syv millioner kroner.

Gasmuseet i Hobro kan blive et unikt kulturhus, mener Jens Lykke fra Radikale Venstre. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen
På kulturkajen ser Jens Lykke spændende muligheder i det gamle gasværk. Et flertal i byrådet gav i april dødsstødet til Gasmuseet og strøg det kommunale tilskud. Radikales spidskandidat synes, det vil være synd at lade den smukke industribygning forfalde.
Fra gas til kultur
Jens Lykke (RV) vil forvandle Gasmuseet på Hobro Havn til kulturhus. Der kan skabes unikke rammer, som er en del af "båndet" på Sydkajen, tæt ved Blåkildeprojektet.
Han sammenligner med Nordkraft i Aalborg og Elværket på Mors, hvor det også har krævet et kreativt blik at transformere en gammel industribygning.
Jens Lykke forestiller sig, at nogle af de store rum i den gamle gasværksbygning kan opdeles, f.eks. til brug for arbejdende kunstnere.
Der er mødelokale med elevator på 2. sal. Desuden mindre mødelokaler et par andre steder i bygningen.
Retortbygningen kan blive koncertsal, der minder lidt om den i Nykøbing Mors. Der skal naturligvis arbejdes med materialer og akustik. Cafe kan være i underetagen ved indgangen.
Endelig skal der ansættes en dygtig kunstnerisk/administrativ leder, der også kan binde events/aktiviteter sammen på Kulturkajen.
- Vi "brander" os på vores kulturkaj, og så kan det ikke nytte, at vi fjerner et af de vigtige elementer i den. Jeg ser for mig, at Gasmuseet - i stedet for at være - det er voldsomt sagt - et "dødt" museum - kan indrettes med en sal, der kan bruges til revy og andre arrangementer.

Retortbygningen kan blive koncertsal, der minder lidt om den i Nykøbing Mors, mener spidskandidaten for Radikale Venstre, Jens Lykke. Foto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen
- Vi kan skabe et miljø, hvor kunsthåndværkere og andre kreative folk kan udfolde sig, siger Jens Lykke, som i øvrigt fremhæver Uge 33-udstillingen i Det Røde Pakhus på Hobro Havn som et fantastisk initiativ, drevet af frivillige kræfter.

Hobros gamle teater skal have en overhaling indvendigt, så Filmteatret får bedre forhold, mener Jens Lykke, spidskandidat for Radikale Venstre. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Han finder det helt forfejlet at kombinere kulturhus og rådhus på Store Torv i Hobro, sådan som et flertal i byrådet ønsker det. Rådhusfunktionerne hører ikke hjemme dér, mener Jens Lykke. Men noget skal der ske på den centrale plads i kommunens hovedby:
Jens Lykke vil opgradere biblioteket, der har trange forhold. Og hvis Filmteatret mener, de kan lave et godt projekt med professionel teatersal i den gamle teaterbygning, så er det den vej, man skal gå, mener den radikale spidskandidat.

Jens Lykke, Radikale Venstres spidskandidat, vil give biblioteket i Hobro bedre rammer. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
For Radikale Venstre er det ikke et spørgsmål om Hobro versus andre byer - man er kommet langt med kulturcentre i Hadsund, Arden og Mariager, som har hver sit særkende, for eksempel det fine rytmiske miljø omkring Den Gamle Biograf i Mariager, nævner Jens Lykke.
To lærere i hver klasse hos de små
Alt i valgprogrammet er ikke kultur. Radikale Venstre vil give skolerne i Mariagerfjord Kommune større frihedsgrader og udvikle to-lærerordninger, begyndende i de små klasser - med Bymarkskolen i Hobro som et godt eksempel.
Også på det grønne område har Radikale Venstre stærke mærkesager. Partiet vil sætte skub på energirenoveringen af kommunale bygninger, opsætte flere el-ladestandere og etablere mere vild natur.

Jens Lykke vil pege på sig selv som borgmester i et tænkt scenarie. Men han finder det ikke sandsynligt, at chancen opstår. - Vi skal bare sikre en rød-grøn borgmester, siger han. Foto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
Denne gang peger de på S
Efter valget i 2017 pegede Radikale Venstres enlige mandat, Casper Hedegaard, på Mogens Jespersen fra Venstre som borgmester. I dag er forholdet til blå blok på frysepunktet, efter at radikale i sommer mistede sin plads i det indflydelsesrige økonomiudvalg.
Det skete, da Casper Hedegaard tidligere på året fraflyttede kommunen, og den blå konstitueringsgruppe gav Radikales plads i økonomiudvalget til Dansk Folkeparti. Radikale Venstre har valgt rød side og er gået i valgforbund med SF og Enhedslisten.
- Som udgangspunkt peger vi på (socialdemokraten) Leif Skaarup som borgmester. Det kedelige politiske svar er, at vi peger på den, vi er mest enige med. Når man ser på de to borgmesterkandidater (Skaarup, S og Jespersen, V) er der dog ikke meget kant, mener Jens Lykke.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.