Knivstikkeri: En mand er stukket i nakken, en anden i læben - begge skal i grundlovsforhør
Efter knivstikkeriet gik 30-årig i Aldi efter smøger og lightere
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:26
Artiklen er opdateret onsdag kl. 05.50 og kl. 09.25 med yderligere oplysninger.
HOBRO: En lejlighed i Hobro var tirsdag aften scene for et knivstikkeri mellem to bekendte. En 25-årig mand snittede en 30-årig mand i læben med en kniv i dennes lejlighed.
Den 30-årig fik vristet kniven til sig og stak den 25-årig mand i nakken med den.
Det oplyser Jess Falberg, vagtchef hos Nordjyllands Politi, til NORDJYSKE.
- De har været hårdt påvirket. Om det er alkohol eller stoffer, ved vi ikke, siger han.
Efter tumulten i lejligheden stak den 30-årige ned til Aldi og truede personalet til at udlevere cigaretter og lightere.
- Han havde kniven med, men truede ikke med den dernede, siger Jess Falberg.
Både den 30-årige og den 25-årige blev anholdt af politiet. Den 25-årige blev efterfølgende opereret efter at være blevet stukket i nakken.
Onsdag formiddag oplyser politikommissær Preben Møller fra Nordjyllands Politi, at de to fremstilles i et grundlovsforhør onsdag kl. 14 ved Retten i Aalborg.
Det oplyses ikke, hvad der lå forud for uoverensstemmelsen.