Løssluppen kænguru stadig på fri fod efter fem måneder - kan den overleve vinteren?

Siden maj har kænguruen Lillehop hoppet fra by til by

Kænguruen er blandt andet set i Solbjerg, hvor Vicki Nielsen mødte kænguruen Lillehop. Foto: Vicki Nielsen

Kænguruen er blandt andet set i Solbjerg, hvor Vicki Nielsen mødte kænguruen Lillehop. Foto: Vicki Nielsen

ØSTER HURUP: Kænguruer plejer at være et sjældent syn i Danmark - men kænguruen Lillehop har vist sig flere gange i Mariagerfjord Kommune de sidste måneder.

Det har fået snakken til at køre i de mange byer, som kænguruen har givet et visit. Blandt andet Skelund, Solbjerg og nu Hadsund.

Men der er ingen grund til bekymring, forsikrer Jørgen Lund Pedersen, der sammen med sin kone ejer campingpladsen Kattegat Strand Camping i Øster Hurup, hvor kænguruen bor.

- Det er bare en lille, sød kænguru, der hopper rundt og hygger sig. Den gør ingen fortræd.

Jette Pedersen, som er dyrepasser hos Aalborg Zoo, mener heller ikke, at den er til fare for mennesker.

- Man skal som borger overhovedet ikke frygte kænguruen. Den er bange, efter at være kommet ud fra sine vante omgivelser. Den vil helt sikkert flygte, før der sker noget, fortæller hun.

Svær at fange

På campingpladsen bor kænguruen Lillehop sammen med hunkænguruen Hulahop. Men nu har Hulahop altså været alene i snart fem måneder.

- Der var et sted i indhegningen, hvor hegnet ikke nåede helt ned til jorden, så den møvede sig ind under, fortæller Jørgen Lund Pedersen om kænguruens flugt.

Efterfølgende prøvede Jørgen Lund Pedersen sammen med andre at indfange kænguruen, blandt andet med et stort net.

Men udbryderkongen vil ikke lade sig fange så nemt.

- Vi forsøgte at fange den i starten i maj og juni, men det er meget svært. Når folk ringer og siger, at de har set den, kører vi derud, men så er den væk, siger Jøren Lund Pedersen, der også har overvejet at tilkalde en dyrlæge, der kan bruge en bedøvelsespil.

- Men igen er det vigtigt at få lokaliseret den, inden vi ringer til en dyrlæge. Fra vi ringer til en, går der en til to timer, før personen kommer, og hvor er kænguruen så?

Dyrepasser Jette Pedersen er enig i, at det er en kæmpe udfordring at få den fanget.

- Når den befinder sig ude i den frie natur, er det meget svært. Der er ikke en barriere, man kan presse den op imod. Det bedste ville være, at den forvilder sig ind i en have, hvor man kan fange den i et skur eller lignende, fortæller hun.

Bekymrede borgere

En del borgere har på Facebook udtrykt, at de ikke kan forstå, hvorfor kænguruen endnu ikke er fanget.

- Jeg kan godt forstå det, men vi har haft travlt på campingpladsen, og vi forsøgte jo de første par måneder, siger han og fortæller også, at han dagligt bliver ringet op af borgere, der har set kænguruen.

Kænguruer

Kænguruer lever naturligt i Australien. Levestederne består skov, krat og hede, og generelt foretrækker de miljøer med adgang til både skjul og mere åbne arealer, så de har gode muligheder for såvel beskyttelse som fødesøgning.

Mange kænguruer i naturen lever formodentligt ikke lang tid grundet ofte barske forhold med tørke og mangel på føde og vand. De bliver normalt 12-13 år gamle i fangeskab, men kan blive ældre.

Holdes de under de rigtige forhold, opstår der sjældent sygdomme. I længerevarende fugtige og våde perioder kan der dog opstå en slags forkølelse, hvor næsen løber. Da det kan risikere at sprede sig til lungerne, skal det ved symptomer herpå straks behandles af en dyrlæge.

De bliver let stresset ved støj og andre forstyrrelser, og derfor kræver de rolige og beskyttende omgivelser. Kænguruer er planteædere og har det bedst i grupper med andre kænguruer.

Kilde: Dyrenes Beskyttelse

Men efter campingpladsens vinterlukning 26. september er planen, at den skal indfanges.

- Jeg fik at vide af en mand, der har haft kænguruer, at den bedste mulighed er at lave et bur med en smækfælde, hvor vi lokker den med kængurufoder. Det er min hensigt nu, hvor jeg har fået tid til det. Jeg har været travlt optaget med min campingplads med syv arbejdsdage om ugen, griner han.

Vinteren kommer

Flere kommentarer på Facebook er også gået på, om kænguruen kan overleve en dansk vinter.

Det er intet problem, mener Jørgen Lund Pedersen.

- Den kan sagtens overleve vinteren. Den tilpasser sig og sætter pels som andre dyr. Var den ikke stukket af, skulle den jo også have været udenfor på campingpladsen.

Ifølge Jette Pedersen, som er dyrepasser i Aalborg Zoo, kommer det i høj grad an på, hvilken vinter vi går i møde.

- Den kan finde føde i langt tid endnu. Problemet opstår, hvis der kommer hård frost og meget sne. Det er jo en kænguru, der er vant til at gå hen til et fodertrug, og når græsset måske ikke er synligt på grund af sneen, bliver det svært for den at overleve.

Klog kænguru

Jørgen Lund Pedersen har dog oplevet, at kænguruen godt kan finde mad med hjælp fra mennesker.

- Der er jægere, der sætter fodertrug op til rådyr og fasaner. Kort tid efter den stak af fra campingpladsen, observerede vi her i sommerhusområdet, at den stod og spiste af et fodertrug. Så den er ikke helt dum, den kan godt selv finde ting.

Men selvom han tror på, at kænguruen kan klare sig gennem vinteren, er prioriteten at få den hjem.

- En vinter med ti graders frost vil vanskeliggøre det. Derfor vil vi gøre en indsats for at indfange den.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.