Coronavirus

Nordjysk skole sender alle elever hjem

På grund af 38 smittede elever vælger skolen at sende alle klasser hjem

Arkivfoto: Henrik Bo

Arkivfoto: Henrik Bo

Fra mandag har Hobro Søndre Skole valgt at hjemsende alle elever, da der på nuværende tidspunkt er dokumenteret 38 tilfælde med coronasmitte.

Det begyndte med, at to elever var blevet smittet, så mandag 19. april sendte skolen én klasse hjem. Dagen efter blev to klasser sendt hjem.

Smitten spredte sig dog alligevel, og med nu 38 smittede - primært fordelt på to klasser - er i alt syv klasser blevet vurderet som nærkontakter og dermed hjemsendt.

Dog har skoleleder Arne Omar Sørensen i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed valgt, at de resterende otte klasser også skal blive hjemme.

- Vi har valgt at hjemsende alle elever, da vi ved, at med så mange smittede, som der hurtigt er blevet, så er der nogle, som ses til fritidsinteresser på kryds og tværs af klasser, og så er der en risiko for, at vi ikke får det lukket ned, siger Arne Omar Sørensen.

Hobro Søndre Skole er en overbygningsskole med 15 klasser fra 7. til 9. klassetrin. Derudover er der fem klasser på Mariagerfjord 10. klassecenter, men da det ligger på en anden matrikel, får de elever lov til at forsætte upåvirket.

- Alle der er nærkontakter skal selvfølelig følge myndighedernes anbefaling og lade sig teste på fjerde og sjette dagen, og så opfordrer vi de øvrige elever til at få foretaget en PCR-test, siger Arne Omar Sørensen.

Hobro Søndre Skole håber, at de med dette tiltag kan få styr på smitten, så eleverne kan vende tilbage til skolen fra uge 18.

Fra mandag 26. april vil der være virtuel undervisning for alle eleverne.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.