Nordjysk storbonde dømt - rumænere får løn
Uberettiget har en nordjysk landmand beholdt en del af to medarbejderes løn. Men efter en dom ved byretten har østarbejderne fået deres penge.
Opdateret kl. 22:17
NORDJYLLAND: En nordjysk landmand har trukket to rumænske medarbejdere op til 5.000 kroner i løn om måneden. Men den gik ikke.
For Retten i Aalborg har dømt landmanden til at udbetale den tilbageholdte løn til de to østarbejdere. Det fremgår af dombogen fra byretten, skriver Fagbladet 3F.
Det rumænske par Anita-Claudia Szabo og Reimond Covaci kom til Danmark i efteråret 2016, hvor de begyndte at arbejde for den nordjyske svineproducent.
Rumænernes løn hos landmanden var ned til godt 70 kroner i timen før skat. Og 105 kroner for alle overarbejdstimer, viser deres lønsedler.
Boede til leje
Den overenskomstmæssige timeløn for landbrugsarbejde i Danmark var i 2018 mindst 137 kroner i timen ifølge overenskomsten mellem 3F og arbejdsgiverforeningen GLS-A. Derudover skulle medarbejdere ved overarbejde aflønnes med mindst 183 kroner i timen.
Det rumænske par har under deres ansættelse hos svineproducenten boet til leje hos landmanden tæt ved en af de fire gårde, hvor han har drevet svineproduktion fra. De to medarbejdere er blevet trukket hver mellem 1.250 og 1.500 kroner om måneden i husleje.
Ifølge Anita-Claudia Szabo og Reimond Covaci lå der døde og døende grise nær boligen, ligesom der også var rotter ved bopælen.
På et tidspunkt var der vand i kælderen til udlejningsboligen, og frøer svømmede rundt i kælderen.
Løntræk var for lån og varme
Landmanden har trukket rumænerne i løn med den begrundelse, at de skulle have lånt penge af ham til at forsørge et familiemedlem i deres hjemland.
Men den forklaring har de to 3F’ere afvist fuldstændigt.
Det samme gælder landmandens påstand om, at rumænerne var forpligtiget til at betale for diesel til at varme den lejede bolig op med. Af parternes lejekontrakt fremgår det, at varmeforbruget var inkluderet i huslejen.
Retten i Aalborg har dømt svineproducenten til at betale 12.450 kroner samt renter til de to rumænere.
Den store svineproducent er tavs om sagen over for Fagbladet 3F.
Det fremgår af dombogen, at landmanden ikke afleverede et svarskrift til retten efter stævningen fra 3F. Derfor afsagde byretten dom efter rumænernes påstand, som ifølge retten er ”begrundet i sagens oplysninger”.
I foråret 2018 fyrede svineproducenten den 28-årige Reimond Covaci og 33-årige Anita-Claudia Szabo. De to rumænere arbejder ikke længere inden for landbruget i Danmark.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.