Nu går de all-in i nye lokaler

Duoen bag virksomheden Specialpædagogisk Mandskab satser nu på deres virksomhed på fuld tid

Nicolai Munk Jacobsen (tv) og Morten Houmann Larsen (th). Foto: Jesper Bøss

Nicolai Munk Jacobsen (tv) og Morten Houmann Larsen (th). Foto: Jesper Bøss

1. december 2020 stiftede Morten Houmann Larsen og Nicolai Munk Jacobsen sammen virksomheden Specialpædagogisk Mandskab ApS, der tilbyder specialiserede pædagogiske indsatser i samarbejde med offentlige- og private aktører.

Da virksomheden lagde fra land, havde Morten og Nicolai begge et job ved siden af, og deres kontor var i køkkenet hjemme hos Morten. Sådan er det ikke længere. Her - 10 måneder efter opstarten - arbejder de nu på fuld tid i virksomheden, som samtidig er rykket ind i kontorlokaler på Blåkildevej 15 i Hobro.

- Vi har fået en ganske god start og har rigtigt travlt. Vi står i dag i spidsen for et stærkt og tværfagligt team på ca. 25-30 personer, der primært består af uddannede socialpædagoger, sosu-assistenter og politibetjente.

- Vi tilbyder løsning af specialpædagogiske opgaver og projekter af kortere eller længere varighed. De opgaver har vi fået en del af, både i og udenfor Mariagerfjord kommune.

- Og vi har fået travlt på den bedst tænkelige måde, nemlig ved at få opgaver gennem referencer, anbefalinger og samarbejdspartnere, der vender tilbage. Det vidner om, at der er kvalitet i vores arbejde, og det har været afgørende for os. Vi ville vokse i et tempo, hvor kvaliteten kunne følge med, fortæller Nicolai Munk Jacobsen.

- Derfor bruger vi også megen tid på at håndplukke og matche vores medarbejdere til den enkelte opgave, ligesom vi løbende afholder evalueringer med samarbejdspartnere og ansatte. Resultat er blevet et rigtigt fagligt stærkt team, der endda hjælper til med at hverve hustruer, naboer og andre uddannede i deres netværk.

- Selvom vi er i vikarbranchen, kan vi godt værne om et godt arbejdsmiljø, supplerer Morten Houmann Larsen.

Specialpædagogisk Mandskabs nye lokaler er på Blåkildevej 15 i Hobro, hvor de lejer sig ind hos reklamebureauet Wiegården.

- Vi er blevet en del af et meget charmerende og pulserende hus, og så er omgivelserne jo helt fantastiske, omgivet af fjord og skov. Når vi tidligere havde folk til jobsamtaler foregik det altid på en gåtur på grund af corona-epidemien. Den tilgang har vi bibeholdt, fordi her er så smukt - og fordi en gåtur bare får det bedste frem i folk, slutter Morten.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden