Nu kan de gå i gang at gøre Fyrkat til heldagsoplevelse

Støtte fra Knud Højgaards Fond sikrer, at første fase af museumsprojekt kan sættes i værk efter nytår

Knud Højgaards Fond har netop doneret 500.000 kr. til Nordjyske Museer, så museet nu kan realisere sine planer om at flytte de mange arkæologiske fund, der er gjort ved Fyrkat, fra Hobro Museum ud til Fyrkat igen – nærmere bestemt Fyrkat Møllegaard. Foto: Nordjyske Museer

Knud Højgaards Fond har netop doneret 500.000 kr. til Nordjyske Museer, så museet nu kan realisere sine planer om at flytte de mange arkæologiske fund, der er gjort ved Fyrkat, fra Hobro Museum ud til Fyrkat igen – nærmere bestemt Fyrkat Møllegaard. Foto: Nordjyske Museer

Nordjyske Museers planer om at gøre Vikingemuseet Fyrkat ved Hobro til en attraktiv heldagsattraktion er rykket endnu tættere på at blive til virkelighed.

Projektet har netop modtaget en halv million kroner i støtte fra Knud Højgaards Fond, og dermed er hele det økonomiske fundament for fase 1 - ud af i alt fire - sikret.

Arbejdet med at ombygge og sikre østlængen på Fyrkat Møllegaard kan således gå i gang efter nytår, og allerede nu arbejder på museet på indholdet – den nye udstilling, der skal være i bygningen.

- Vi har arbejdet på dette projekt længe, og nu bliver det endelig meget konkret. Med den generøse donation fra Knud Højgaards Fond er fase 1 sikret, og jeg glæder mig over, at vi nu kan realisere den inden for den oprindelige tidsramme, siger museumsdirektør Lars Christian Nørbach fra Nordjyske Museer, som Vikingemuseet Fyrkat er en del af.

Hele projektet, der er estimeret til at koste 16 mio. kr., går ud på at gøre Vikingemuseet Fyrkat til en mere helstøbt museumsoplevelse.

I dag oplever gæsterne en attraktion med flere lokaliteter placeret langt fra hinanden.

Projektet er delt ind i fire faser, der i princippet kan realiseres uafhængigt af hinanden.

Første fase, som nu gennemføres i løbet af 2022-23, går ud på at renovere østlængen på Fyrkat Møllegaard og her skabe et udstillingsrum, hvor man ikke alene kan tilbyde publikum en bedre formidling, men også får nogle rammer, der vil sikre, at de kostbare genstande fra udgravninger ved Fyrkatborgen bliver opbevaret mere forsvarligt.

Dertil kommer, at man kan formidle hele fortællingen om Hobro i vikingetiden og om de danske ringborge, der blev opført under Harald Blåtand.

Med pengene fra Knud Højgaards Fond går arbejdet for alvor i gang.

Den gamle østlænge på Fyrkat Møllegaard skal renoveres og sikres, så Nordjyske Museer kan etablere et nyt udstillingsrum til de mange arkæologiske fund, der i 1950’erne blev udgravet ved Fyrkat ringborg. Knud Højgaards Fond har netop støttet projektet med 500.000 kr. Illustration: Fjorden Arkitekter, Hobro

Den gamle østlænge på Fyrkat Møllegaard skal renoveres og sikres, så Nordjyske Museer kan etablere et nyt udstillingsrum til de mange arkæologiske fund, der i 1950’erne blev udgravet ved Fyrkat ringborg. Knud Højgaards Fond har netop støttet projektet med 500.000 kr. Illustration: Fjorden Arkitekter, Hobro

Øvrige faser i projektet

Etablering af den nye udstilling med Fyrkatfundene er langt fra det eneste tiltag for at opgradere Vikingemuseet Fyrkat som attraktion.

Projektet indebærer også en renovering af Fyrkat langhus, renovering af Fyrkat Vandmølle samt etablering af formidling om vikingetiden langs Fyrkat Engsø.

Hele projektet koster omkring 16 mio. kr. og er planlagt til at finde sted over de næste fire år.

Med den seneste halve million kroner fra Knud Højgaards Fond har Nordjyske Museer nu i alt hentet 6,2 mio. kr. til projektet. De øvrige midler er dels hentet i museets egne kasse, 2 mio. kr., samt 3 mio. kr. fra Mariagerfjord Kommune, 500.000 kr. fra Jutlander Fonden Hobro samt 200.000 kr. fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond.

Vikingemuseet Fyrkat ved Hobro er i dag én af Danmarks væsentlige vikingeattraktioner, men udfordringen er, at de forskellige tilbud ligger så spredt, at publikum sjældent får hele oplevelsen med. Som gæst kommer man først til vikingegården – en rekonstrueret stormandsgård, som man kender den fra Harald Blåtands tid. Her er sommeren igennem levende formidling ved frivillige vikinger.

Kører man en lille kilometer videre ad landevejen – eller går langs den naturskønne Fyrkat Engsø – kommer man til det, der har givet hele attraktionen navn, nemlig vikingeborgen Fyrkat – eller rettere det sted, borgen i sin tid lå. Fyrkat er én af fem ringborge fra Harald Blåtands tid. På Fyrkat formidles historien på selve borgen og på skilte i landskabet samt med et rekonstrueret langhus, publikum kan gå ind i.

Indtil for nylig var de mange fund, som arkæologer fra Nationalmuseet i 1950’erne udgravede ved Fyrkat ringborg, udstillet på Hobro Museum i Vestergade, men nu samles de i stedet tæt på borgen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden