Ny skoleleder til Arden Skole på plads
Kirsten Vibjerg, som i øjeblikket er konstitueret skoleleder på skolen, tiltræder fast i stillingen 16. maj
ARDEN: Kirsten Vibjerg blev valgt blandt et godt felt på ni kandidater.
Dagtilbuds- og skolechefen i Mariagerfjord Kommune, Berit Vinther, fremhæver hendes stærke dedikation til folkeskolen som en af grundene til, at valget faldt på hende:
- Kirsten var den absolut stærkeste kandidat og hun er rundet af og bakker op omkring de stærke værdier der er i folkeskolen og jeg glæder mig meget til det fortsatte samarbejde. Hendes ledelseserfaring og samarbejdsevner både med forældre, medarbejdere og kolleger på tværs i organisationen er nogle af grundene til, at valget faldt på Kirsten, siger Berit Vinther i en pressemeddelelse.
Kirsten Vibjerg har siden 2012 været på Arden Skole som afdelingsleder, viceskoleleder og senest konstitueret skoleleder. Før det var hun leder på to forskellige skoler i Aalborg Kommune.
- Jeg er glad for at være blevet valgt som skoleleder og glæder mig til at stå i spidsen for en skole med et stærkt fokus på tillid, fællesskab, ansvarlighed og livsduelighed, fortæller Kirsten Vibjerg.
Kirsten Vibjerg er 52 år, har tre børn og bor i Klarup med sin mand. Hun har suppleret sin folkeskolelæreruddannelse med en diplom i ledelse samt diplommodul i coaching og i forandringsledelse. I 2017-2018 deltog Kirsten Vibjerg i det regionale udviklingsprogram Talent for Ledelse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.