Nye flydebroer på plads i Hadsund Lystbådehavn

De gamle skal fremover gøre nytte i Thyborøn-Harboøre Bådelaug

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Vintervejret var mildt og stille, men det samme kan man bestemt ikke sige om det aktivitetsniveau, som senest har præget Hadsund Lystbådehavn.

Her har medlemmerne nemlig tumlet det helt store grej i forbindelse med udskiftningen af de gamle og udtjente flydebroer, der nu er erstattet med nye og moderne af slagsen.

- Det begyndte for to år siden, hvor vi igen drøftede fremtiden for vores gamle og efterhånden nedslidte flydebroer. De er over 40 år gamle, og reparationsudgifter, udskiftning af fendere og andet vedligehold fyldte mere og mere i forhold til, at vi gerne vil fremstå som en moderne havn med høj standard, fortæller bestyrelsesformand Paw Kristensen.

- Vi så os derfor om efter midler til at skifte flydebroerne ud, og en kærkommen bevilling fra ELRO-Fonden på næsten kr. 300.000 blev startskuddet på projektet.

- Heldigvis har vi mange frivillige kræfter i klubben, som rummer stærke kompetencer, så vi har faktisk håndteret hele processen selv. Det skal de have en meget stor tak for, lyder det fra formand Paw Kristensen.

Projekt til 1,7 mio. kr.

Det er bestemt ikke en lille sag, for det drejer sig om fire stk. 30 meter lange flydebroer, som hver vejer cirka 50 tons foruden en lidt mindre flydebro på 15 meter. De blev en tidlig morgen frigjort fra ankre og bundpæle og slæbt over til industrihavnen af Fyr- og Vagervæsenets slæbebåd. Herfra blev de hejst op af det våde element og kørt på lastbil til Thyborøn-Harboøre Bådelaug, hvor de skal gøre nytte i nogle år endnu.

- De nye og mere moderne flydebroer blev leveret dagen efter og straks sat i vandet. De er langt mere hensigtsmæssige, og er blandt andet fastgjort via en rørpæl, der er placeret i selve flydebroen. Det gør fortøjning og håndtering af både langt nemmere end ved de gamle flydebroer, hvor pælene sad på ydersiden, forklarer formand Paw Kristensen.

- Straks efter følger aptering af el og vand, således at bådene kan forsynes direkte fra flydebroen, foruden nye redningsstiger af vejr- og især vandbestandigt glasfiber. Det samlede projekt løber op i godt 1,7 mio. kroner, der er finansieret med fondsmidler, et rentefrit lån fra kommunen og en ikke ubetydelig egenfinansiering fra klubbens selv. Vi har ikke tømt kassen med dette projekt, fordi vi ønsker at have økonomisk bevægelsesfrihed til at søsætte andre gode tiltag i fremtiden, forklarer Paw Kristensen.

- Samtidigt er vi en rigtig sejlklub med masser af nye idéer, der bygger på ca. 175 medlemmer med knapt 100 både og en historie siden 1942. Det betyder massevis af fællesskab, der udspringer af frivilligt arbejde, foruden et væld af aktiviteter, fastslår formanden ivrigt.

- Vi laver musik på havnen, sejlerforedrag, filmaftener, kurser i vhf-radio og duelighedsbevis, standerhejsning og –strygning, foruden sociale begivenheder som sommerfest, julefrokost og nytårskur. Når der altså ikke lige er begrænsninger i vejen herfor, lyder det fra Paw Kristensen.

Godt samarbejde

Hadsund Lystbådehavn er en privat havn, idet en del af arealet er klubbens egen matrikel, mens resten er lejet af Mariagerfjord kommune. I øvrigt på en kontrakt der skal genforhandles om knapt syv år.

- Vi er meget glade for samarbejdet med kommunen, og de er glade for os. Vi trækker jo gæster og turister til Hadsund, og vi skaber liv på havnen. Alene i 2020, som var begrænset af corona, havde vi en 25 procents fremgang på overnatninger i bådene og i autocampere, sidstnævnte parkeret på særlige pladser med den fineste udsigt over havnen og fjorden.

- Vi tiltrækker sejlere fra Limfjorden, hele Jyllands østkyst og fra Sverige, Norge, Holland og Tyskland. Derfor har vi også flere planer om forbedringer på bedding. Blandt andet en serviceplads for autocampere, tømningsanlæg til både, en ny beddingsvogn og opgradering af alle vore hyggelige bænke til vedligeholdelsesfri materialer, slutter bestyrelsesformand Paw Kristensen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.