Hærværk

Omfattende hærværk på 221 gravsten: 46-årig idømt behandlingsdom

46-årig mand fra lokalområdet er dømt for hærværk på to kirkegårde i henholdsvis Visborg og Hadsund

Arkivfoto Jan Pedersen
Arkivfoto Jan Pedersen

Opdateret kl. 14:29

HADSUND: En 46-årig mand er blevet idømt en behandlingsdom for omfattende hærværk på hele 221 gravsten på to kirkegårde i henholdsvis Visborg og Hadsund.

Det har Retten i Aalborg afgjort fredag formiddag.

Den 46-årige er fundet skyldig i hærværk på kirkegården i Hadsund i juli i år, hvor 81 gravsten blev overmalet med tallene "666", der kan opfattes som et satanistisk tegn. Skaderne løb op i ca. 231.000 kr.

Derudover blev han også dømt for at have overmalet 140 gravsten på kirkegården i Visborg i oktober 2016. Det hærværk medførte skader for omkring 120.000 kr.

Den 46-årige har nægtet sig skyldig under hele sagen og hævdet, at han blot er syndebuk og får skylden for alt, fordi han er tidligere småkriminel.

Retten fandt dog, at der var en lang række omstændigheder, der pegede på, at den 46-årige var skyldig. Blandt andet vidner, der havde set den 46-årige på kirkegården i Hadsund, at der er fundet gaffatape med hans dna på både kirkegården og i den 46-åriges hjem, og at fremgangsmåden ved begge hærværk var den samme.

Retten lagde desuden vægt på, at den 46-årige ikke kunne komme med en god forklaring på, hvorfor han er set på kirkegården.

Den 46-årige er fundet uegnet til almindelig straf, og er derfor blevet dømt til psykiatrisk behandling i højest fem år.

Han modtog dommen.

Den dømte skal desuden betale erstatning til sognerådene.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden