Rita og Vibeke var virkelighedens Carmen-kvinder: - Vi var en stor familie
Når familien Danmark tænder for fjernsynet for se Danmarks Radios nye søndagsserie, Carmen Curlers, er det for nogle mere end bare underholdning. For Rita og Vibeke vækker det minder om deres gamle arbejdsplads.
Vibeke Thomassen har stadig det sæt papillotter, hun som ansat kunne købe til en fordelagtig pris. Foto: Bo Lehm
HOBRO:- En rigtig god arbejdsplads, lyder det fra flere tidligere ansatte på Carmen-Clairol i Hobro.
Fabrikken åbnede i 1973 og skulle supplere hovedfabrikken i Kalundborg. Fire år tidligere var Carmen Curlers blevet solgt til amerikanske Clairol, hvoraf navnet Carmen-Clairol kom.
I løbet af et par måneder var medarbejdertallet i Hobro oppe på næsten 200, og det var dermed en af byens største arbejdspladser. Men da virksomheden, ligesom resten af Danmark, kæmpede mod 1970'ernes inflation og stigende omkostninger til blandt andet løn, måtte antallet af ansatte reduceres efter kort tid.
Fabrikken beskæftigede dog fortsat i omegnen af 120 medarbejdere i årene frem mod lukningen i 1981. Langt størstedelen af dem var kvinder, men enkelte mænd var også på lønningslisten.
Her kan du komme med bag kulissen på det rigtige Carmen Curlers, når tre tidligere ansatte på fabrikken i Hobro fortæller, hvordan det var at være ansat i virksomheden.
Virkelighedens Carmen-kvinder
Tiden taget i betragtning var Carmen-Clairol en moderne arbejdsplads, hvor der blev taget hånd om medarbejderne. Det fortæller både Vibeke Thomassen og Rita Tillemann. De var begge i 20'erne, da de arbejdede på fabrikken.
- Det var virkelig en god arbejdsplads, fortæller Vibeke Thomassen. Hun var ansat i tre år fra 1973 til 1976.
Rita Tillemann er enig.
- Jeg tror ikke, at du kan finde nogle, der vil sige, at det var et trælst sted at være, siger hun.
Rita Tillemann arbejdede på Carmen-Clairol i Hobro i alle årene og var desuden tillidsrepræsentant i fem år. Foto: Martin Damgård
Rita Tillemann var på fabrikken i alle syv år, den eksisterede. Udover at sidde ved samlebåndet var hun også tillidsrepræsentant for krøllejernsafdelingen de sidste fem år af sin ansættelse.
- Når man tænker tilbage, var de nok lidt forud for sin tid. Der blev gjort så meget for personalet. Vi var ikke bare sådan nogle, der kom og arbejdede og så gik hjem igen. Vi var en stor familie alle sammen. Sådan føltes det, fortæller hun.
Vibeke Thomassen mærkede selv, hvordan de ansatte blev værdsat, da hun i en længere periode var sygemeldt og indlagt.
- Da jeg havde været indlagt i 10 dage, kom der en kæmpestor buket Carmen-roser fra fabrikken. Det er jo også personalepleje i stor stil, siger hun og ærgrer sig en smule over, at hun ikke har et fotografi af buketten.
Pausegymnastik og is
Carmen-Clairol var hovedsageligt en kvinde-arbejdsplads, men der var også få mænd, som havde deres daglige gang på fabrikken. En af dem var den nu 81-årige Svend Nielsen. Han arbejdede på Hobro-fabrikken i hele dens levetid, og var tilmed den sidste til at forlade bygningen, efter den blev nedlagt.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
Svend Nielsen var ansat som servicemekaniker, så hans arbejde bestod blandt andet i at reparere maskinerne, når de gik i stykker.
Han fortæller om Carmen-Clairol som en arbejdsplads med en ret uformel tone mellem ledelsen og de ansatte.
- En leder skal selvfølgelig sætte sig i respekt, men det var ikke noget problem. De kom tit ud på værkstedet og snakkede, fortæller Svend Nielsen og kommer i tanke om en spøjs historie.
- Man måtte ikke drikke spiritus, men værkføreren kunne godt finde på at sige, jeg skulle komme ind på kontoret. Der blev ikke snakket om noget, men så stod der to små flasker på bordet. "Skål," sagde han, og så gik jeg ud igen.
Ligesom Vibeke Thomassen og Rita Tillemann tænker Svend Nielsen også tilbage på Carmen-Clairol som et godt sted at være.
- Det var en fin arbejdsplads. Der var ikke noget pres fra oven. Selvfølgelig skulle der laves noget, men der var også tid til andet, siger han.
Og det var for eksempel den pausegymnastik, der blev udført to gange i løbet af arbejdsdagen. Eller, som Svend Nielsen fortæller, is-spisning.
- Om sommeren, hvis det var godt vejr, kunne de finde på at give is til alle. Så kom vi ud at stå på græsplænen og fik is alle sammen.
- Som lyn fra klar himmel
Foruden det afslappede forhold mellem ledelsen og fabriksarbejderne, så var der også stor åbenhed omkring virksomhedens produktion.
Der var informationsmøder omkring tingenes tilstand næsten hver mandag, oplyser Rita Tillemann.
- Jeg tror, at det var deres politik, at det skulle være sådan. Bare det, at man hele tiden vidste, hvad næste uges produktion gik ud på, og hvordan det gik økonomisk, det var jo rart.
Fabrikken i Hobro producerede ikke selve papillotterne, men de klemmer, som blev brugt til at sætte papillotterne fast i håret med. Foto: Bo Lehm
Men selvom Rita Tillemanns minder fra Carmen-tiden er overvejende positive, så kan hun pege på én ting, som var mindre god. Lukningen af fabrikken.
- Det kom som lyn fra en klar himmel. Det var jo frygteligt, siger hun.
I februar 1981 var det sidste krøllejern produceret i Hobro, og nogle uger senere blev døren endeligt lukket og låst – af Svend Nielsen.
Han hjalp med at pille maskinerne ned og sætte dem på lastbiler, så de kunne blive kørt tilbage til Kalundborg.
- Jeg var den, der drejede nøglen for sidste gang. Sidste mand på skuden, fortæller han.
Et gensyn med Carmen
Ligesom mange andre danskere bruger de tre forhenværende Carmen-ansatte søndagsaften i selskab med DR’s portrættering af Arne Bybjerg. I serien har han fået et navneskift til Axel Byvang, og spilles af Morten Hee Andersen. Selvom det er sjovt at få et gensyn med den gamle virksomhed i tv, har de svært ved at genkende ret meget indtil videre.
- Det, der har været indtil nu, siger jo ikke rigtigt noget om, hvordan det var, for vi kender jo ikke så meget til, hvordan det startede op, siger Rita Tillemann.
Carmen-Clairol i Hobro
- Carmen-Clairol i Hobro åbnede i juli 1973
- Fabrikken lukkede igen i februar 1981
- Den lå på Hadsundvej, men de oprindelige bygninger er sidenhen revet ned
- Driftslederen på Hobro-fabrikken var Fritz Westmark
- Fabrikken var 2000 kvadratmeter stor
- Da der var flest ansatte var der 200, som arbejdede i to skiftehold
- Der blev produceret krøllejern, dele til hårtørrere, klemmer til papillotter og i en periode også engangssprøjter
Carmen Curlers Personalehåndbog, 1978
Svend Nielsen og Vibeke Thomassen er enige.
- Jeg havde nok forventet, at det var fabrikken, det skulle handle om. Men jo længere vi kommer hen i den, så er jeg sikker på, at den nok skal blive spændende. Jeg håber da, at det bliver fremstillet som den gode arbejdsplads, den var. Det har den fortjent, afslutter Vibeke Thomassen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.