Røde bænke skal inspirere til snak om vejr og vind

Ved indvielsen var det borgmesteren og eleverne i 4b, der fik sig en hyggesludder

Sofie Kvist og Sofia Buus Sørensen fra 4.B på Hadsund Skole benyttede lejligheden til at få en hyggelig snak med borgmester Mogens Jespersen. Privatfoto

Sofie Kvist og Sofia Buus Sørensen fra 4.B på Hadsund Skole benyttede lejligheden til at få en hyggelig snak med borgmester Mogens Jespersen. Privatfoto

Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker, men det har svære vilkår i disse corona-tider, hvor mundbind hører til dagens orden.

Derfor har Røde Kors i samarbejde med den lokale handelsstandsforening i Hadsund opstillet fem knaldrøde bænke i bymidten.

De såkaldte samtalebænke er et led i national kampagne, som skal bryde tabuet om ensomhed og få fjordbyens borgere til at slå sig ned og få en sludder med hinanden.

Caroline Klemen Carsten og Annabell Grønhøj Holt Jensen fik sig også en sludder med kommunens førstemand. Privatfoto

Caroline Klemen Carsten og Annabell Grønhøj Holt Jensen fik sig også en sludder med kommunens førstemand. Privatfoto

Ifølge Johan Weber fra Røde Kors Hadsund er der et stort behov for gøre noget ved problemet:

- Undersøgelser viser, at godt og vel 380.000 danskere er ensomme, og corona-krisen har bestemt ikke gjort det nemmere at lære nye mennesker at kende.

- Ensomhed er et stort tabu og vi håber, at vores røde bænke vil sætte fokus på ensomhed og minde os om, at vi skal række ud til mennesker, der føler sig alene, siger Johan Weber.

Hos Røde Kors håber man, at bænkene vil få de lokale til at sætte farten ned, tage en pause og måske falde i snak med mennesker, de slet ikke kender endnu.

Røde Kors-formand Johan Weber - håber at de røde bænke vil få de lokale til at sætte farten ned, tage en pause og måske falde i snak med mennesker, de slet ikke kender endnu. Privatfoto

Røde Kors-formand Johan Weber - håber at de røde bænke vil få de lokale til at sætte farten ned, tage en pause og måske falde i snak med mennesker, de slet ikke kender endnu. Privatfoto

Det er eleverne fra 4.B på Hadsund Skole, der har samlet og malet de flotte bænke, som blev præsenteret ved et officielt arrangement på Butikstorvet i Hadsund Butikscenter.

Her diskede Hadsund Handel op med kaffe og hindbærsnitter til eleverne og de mange lokale, som havde trodset det regnfulde forårsvejr.

Hadsund Handel kunne straks se ideen med samtalebænkene.

- Vi bakker naturligvis op, når en af vores medlemmer kommer på banen med en god ide.

- De flotte røde samtalebænke skaber små sociale mødesteder, liv og aktivitet i midtbyen, siger Jan Vestergaard, der er aktivitetskoordinator hos Hadsund Handel.

Det er 4b på Hadsund Skole, som har bygget og malet de røde bænke. Privatfoto

Det er 4b på Hadsund Skole, som har bygget og malet de røde bænke. Privatfoto

De fremmødte kunne i dagens anledning få en snak med borgmester Mogens Jespersen, der er bosat i Hadsund.

Mogens Jespersen var begejstret for de røde bænke, der ifølge borgmesteren er mere nødvendige end nogensinde før.

- Sociale restriktioner og mundbind skaber afstand mellem os, og så kan ensomheden nemt få fat.

- Jeg håber, at folk i Hadsund tager godt i mod samtalebænkene og tager sig tid til at snakke med hinanden. En lille sludder om vind og vejr kan redde dagen for dem, der slås med ensomhed og mørke tanker, siger borgmesteren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.