Parkeringspladser

Så blev byen lidt mindre grøn, men bilisterne kan glæde sig

Ny, kontroversiel parkeringsplads er ved at blive anlagt - se video

Et parkeringsareal med plads til 53 biler er ved at blive anlagt i Korsgade i Hobro.
Et parkeringsareal med plads til 53 biler er ved at blive anlagt i Korsgade i Hobro.

HOBRO: Et stykke med grønt græs, buske og mindre træer er forsvundet, men til gengæld vokser Hobros beholdning af parkeringspladser. Gravemaskinerne æder løs, og sandbunden er lagt til den nye areal i Korsgade i Hobro.

Et kontroversielt projekt, al den stund en borgergruppe kæmpede imod, at en del af byens cirkusplads forsvinder til fordel for parkerede biler. Byrådet vedtog lokalplanen i 2019, og for et år siden vandt kommunen i Planklagenævnet, som behandlede borgernes klage over projektet.

Der anlægges 53 pladser i forlængelse af det store parkeringsareal, som i forvejen ligger i Korsgade.

Se video af anlægsarbejdet i Korsgade i Hobro her:

Selv om byggeriet snupper en luns af Cirkuspladsen, er der stadig et pænt stort, grønt areal tilbage. Jens Jeppesen, Mariagerfjord Kommunes projektleder, vurderer, at der fortsat er plads til cirkus.

- Vi fælder nogle selvsåede træer, og når anlægsarbejdet er slut, bliver der sået vilde blomster i to cirka 60 meter lange rabatter. Det skal fremme biodiversiteten, siger Jens Jeppesen.

Han fortæller, at pladsen forberedes til elbiler. Man lægger rør i jorden, så der kan trækkes kabler til ladestandere, når det på et tidspunkt bliver aktuelt.

De 53 nye p-pladser skal dække et stort behov i byen. Dels en generel efterspørgsel efter holdepladser i nærheden af midtbyen, men også som parkering for beboerne i de boliger, som for et par år siden blev bygget på hjørnet af Korsgade og Vestergade.

Her var ikke jord nok til parkeringspladser, så bygherren betalte i stedet penge til en kommunal parkeringsfond, som nu er med til at finansiere de nye parkeringspladser.

Parkeringspladsen koster 1,4 millioner kroner, og anlægsarbejdet forventes afsluttet engang i februar.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden