Danmarks billigste villa solgt: Nye ejere får direkte udsigt til hovedvej

Et hold unge købere overtager nordjysk håndværkertilbud

Foto: Home Hobro

Foto: Home Hobro

ØSTER DOENSE: Normalt er 80.000 kroner et beløb, man lægger i udbetaling på et hus, men på Hobrovej 106 ved Øster Doense var det altså nok til at erhverve HELE huset - og det har et hold unge købere netop benyttet sig af.

Dermed er Danmarks billigste villa altså ikke længere til salg. Det skriver boligmediet Boliga.dk.

For den beskedne pris fik de hele 95 kvadratmeter bolig med direkte udsigt til den gamle hovedvej. Og derfor blev der heller ikke brug for et afslag i prisen, fortæller mægleren.

- Den blev solgt til prisen, som vi satte den ned til, altså de 80.000 kroner, siger ejendomsmægler Nicolai Karmark Bay-Klit fra Home Hobro til Boliga.dk.

Dermed gik huset altså til en kvadratmeterpris på bare 842 kroner, hvilket er noget lavere end gennemsnittet på cirka 8.900 kroner for Mariagerfjord Kommune i 2021.

Huset var oprindeligt udbudt til salg for 99.000 kroner, men i august blev der skåret 19.000 kroner af prisen, så ejendommen blev den billigste på markedet, hvilket tilsyneladende var den rigtige taktik.

For pludselig var der flere købere til det lille håndværkertilbud. Men de måtte altså gå forgæves, da et hold unge købere var hurtigst om at slå til. Mægler Nicolai Karmark Bay-Klit oplyser til Boliga, at han ikke ved, hvad de præcis har af planer med huset.

Uanset hvad har de nye ejer dog en betragtelig opgave foran sig med at få boligen gjort indflytningsklar. Det er nemlig kun vægge, tag og vinduer, der står, mens hele det indvendige af huset er gravet op.

Skulle man være nysgerrig på, hvor i Danmark man nu kan finde det billigste hus, skal man en tur til Ribe. Her kan man for bare 100.000 kroner få sig en fin, nedrivningsklar ejendom.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.