Danske soldater

Krigere er uden geværer: - Lige nu er moralen i bund

I et år har Hobros ikoniske borgervæbning været uden geværer. Bureaukrati og pengemangel tærer på humøret i den modige flok

Væbnerne kan stadig forsvare sig med deres sabler, men geværerne mangler. Her løjtnant Ejvind Møller (tv) og korporal Knud Jørgensen. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Væbnerne kan stadig forsvare sig med deres sabler, men geværerne mangler. Her løjtnant Ejvind Møller (tv) og korporal Knud Jørgensen. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Opdateret kl. 13:33

HOBRO: Det er ikke let at være tro væbner i Hobros stolte, gamle forsvarskorps. I snart et år har Hobro Borgervæbning med rødder 200 år tilbage i tiden været uden sine gamle bagladergeværer, der stammer fra 1840’erne. Og det ser sort ud med at genvinde fordums slagstyrke.

De gamle geværer, 30 stykker i alt, tilhører Nationalmuseet, men har siden 1970’erne været udlånt til borgervæbningen i Hobro. Nye regler forbyder Nationalmuseet at udlåne den slags til private, og derfor blev våbnene beslaglagt for et års tid siden.

På Nationalmuseet er man dog pragmatiske og er parate til i stedet at udlåne geværerne til Hobro Museum, som så kan overlade dem til Hobro Borgervæbning. Men skærpet våbenlovgivning kræver, at skydevåbnene ”deaktiveres”. Det vil sige ombygges, så de ikke længere kan skyde, selv om det vil være en bedrift i sig selv at finde brugbar ammunition til de antikke skydere.

Sådan ser de ud, geværerne som er fabrikeret i Suhl i Tyskland i 1840’erne, og som indtil videre er i Nationalmuseets varetægt. Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

- Deaktiveringen skal godkendes af Rigspolitiet, og den godkendelse venter Nationalmuseet stadig på, siger Knud Jørgensen, korporal og presseofficer for Hobro Borgervæbning.

Soldaten, der til dagligt er buschauffør, beskriver et endnu større problem. Borgervæbning skal selv betale for at få fikset geværerne, og det koster 86.000 kroner.

- Så mange penge har vi slet ikke. Vi har de seneste måneder jagtet sponsorer, men indtil videre forgæves, siger Knud Jørgensen.

Knud Jørgensen melder om en moral i bund og håber inderligt, der snart findes en løsning på den våbenløse tilstand. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

- I forvejen står vi over for at skulle bruge mange penge på nye uniformer. De gamle er virkelig i dårlig stand, tilføjer han.

De 30 geværer, som indtil videre er i Nationalmuseets varetægt, stammer fra Slesvigske Krig i 1848-51. Det var krigsbytte, som den danske hær beslaglagde fra de slesvig-holstenske oprørere.

Geværerne er født som forladere, men blev senere ombygget til bagladere, der er hurtigere at lade.

Ambufest er højtid

Hobro Borgervæbning største bedrifter udøves omkring Ambufesten i Hobro. Næste fest er i august 2022, og Knud Jørgensen håber inderligt, at væbnerne da kan gå på gaden standsmæssigt med geværer og det hele.

Ambufesten laver hvert år et pænt overskud, som fordeles til foreninger og almennyttige formål i Hobro og Omegn. Borgervæbningen er reelt en del af Ambufesten, og på grund af momsregler kan man ikke bare snuppe af overskuddet for at løse borgervæbningens våbenproblem.

Hobro Borgervæbning er især på gaden under den årlige Ambufest i Hobro. Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

- Nu begynder vi nok at tage fat på nogle politikere for at få hjælp. Det er ikke sikkert, kommunen har penge, men så kan det være, politikerne kan hjælpe med at presse nogle fonde eller lignende, spekulerer Knud Jørgensen.

- Lige nu er moralen i bund blandt væbnerne. Jeg håber virkelig, nogen får ondt af os, tilføjer presseofficeren.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden