Salg af Tinka-huer giver kæmpedonation til julemærkehjem
Julemærkefonden er lykkelige over den store pengesum, selvom Salling Group erkender, at man kunne have solgt mange flere huer.

Julemærkefonden modtager i år 427.332 kr. fra Salling Group for salget af Tinka-nissehuer. Der er blevet doneret 2 kr. for hver solgt hue. Foto: Torben Hansen
Julen kom tidligt i år for Julemærkefonden og de mange børn, som hvert år får et ophold på et julemærkehjem.
Det var administrerende direktør i Salling Group Per Bank, der havde påtaget sig rollen som julemand, og gaven kom i form af en check på 427.332 kroner.
Pengene stammer fra salget af de famøse Tinka-nissehuer, som var stort set udsolgt før første afsnit af årets julekalender rullede over skærmen.
Per Bank indrømmer, at tallet på checken muligvis kunne have været højere.
- Vi kunne nok godt have solgt dobbelt så mange huer til dobbelt pris. Hvis vi havde været lidt klogere, så kunne vi have hjulpet med endnu flere penge, lyder det fra Per Bank efter overrækelsen af checken.
Den betragtning kan dog ikke tage glæden fra direktøren for Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen. Han har fundet det helt store smil frem i dagens anledning.
- Det her er jo en kæmpedonation! Virkeligt en af de store, siger han.
Den store sum penge kommer til at indgå i driften af de fem julemærkehjem, der er i Danmark.
Fællesskab og fantastisk
Dermed er pengene med til, at flere børn får lov til at opleve det fællesskab, som Maja og Natasja på 13 år har fået på julemærkehjemmet i Hobro.
De er begge glade for, at pengene fra nissehue-salget går til julemærkehjemmene og kommer børn til gode.
- Så kan andre få en chance for at finde glæden i livet, siger Maja.

På julemærkehjemmet i Hobro følger børnene med i Tinka og Sjælens Spejl hver aften. Det samme gør adm. direktør for Salling Group, Per Bank, hjemme i privaten. Foto: Torben Hansen
Natasja har svært ved at sætte ord på opholdet, men forsikrer om at det er positivt.
- Fællesskab og fantastisk, kommer hun frem til efter en kort tænkepause.
Forstander på julemærkehjemmet i Hobro Lise Claesson er også begejstret over donationen.
- Det betyder rigtig, rigtig meget at vi bliver anderkendt for vores arbejde, siger hun.
Et vigtig stykke arbejde
Ligesom resten af samfundet, kan Lise Claesson mærke, at mistrivsel blandt børn er et voksende problem. Derfor er hun glad for, at Tinkas popularitet kan være med til at udbrede kendskabet til julemærkehjemmene. Ikke mindst blandt børnene selv.
Lise Claesson oplever nemlig, at børnene bliver opmærksomme på julemærkehjemmene, når de ser reklamerne for det i tv.
Det bekræfter Maja.
- Første gang jeg lagde mærke til julemærkehjemmet, var gennem en reklame på tv. Jeg tror, at mange ikke ved, hvad det er ellers, siger hun.
Netop manglende kendskab er noget, som Lise Claesson kan genkende. Hun fortæller, at julemærkehjemmene gør et stort stykke oplysningsarbejde, hvilket skal være med til at nedbryde det tabu, der kan være forbundet med dem.
Derfor er hun glad for, at en stor virksomhed som Salling Group støtter op om julemærkehjemmene.
- Det giver et signal til den øvrige befolkning om, at vi er et sted, der gør et vigtig stykke arbejde, siger hun.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.