Schweisshunde i aktion for at finde lidende rådyr
Frivillige hundeførere og deres hunde havde travlt i Mariagerfjord, hvor fire rådyr var enten anskudt eller påkørt

En schweisshund er trænet i at opspore såret hjortevildt, og schweisshundens veludviklede lugtesans var der hårdt brug for i Mariagerfjordområdet tirsdag aften. Arkivfoto
Frivillige hundeførere og deres schweisshunde havde en travl tirsdag aften i Mariagerfjordområdet. Fire gange var de afsted for at opspore såret hjortevildt.
Det oplyser vagthavende ved Himmerlands Politi, politikommissær Mikkel Mitchell.
På Tyttebærvej var der bud efter assistance fra en schweisshund klokken 19.50 til et påkørt rådyr, klokken 21.30 var den gal på Amerikavej i Hobro ved Østerskoven, hvor et rådyr blev meldt påkørt.
Klokken 21.46 var hundefører med hund i aktion på Aalborgvej i Visborg, hvor et rådyr var anskudt. Også på Møgelhøjvej i Hadsund kl. 22.09 lød meldingen på et anskudt stykke vildt, som skulle findes.
Schweisshundeførerne er en del af Schweiss-registret, som består af cirka 190 frivillige hundeførere. De giver jægere og trafikkanter hurtig og professionel hjælp, hvis de har skadet hjortevildt og ikke selv kan finde det og aflive det, fremgår det af www.naturstyrelsen.dk.
Er man som bilist uheldig at påkøre hjortevildt, og dyret ikke er dødt, skal man hurtigst muligt ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på telefonnummer 1812. Vagtcentralen vil derefter kontakte en schweisshundefører, hvis dyret er løbet væk og skal eftersøges.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.