Se videoen: Her er ulven

Onsdag formiddag fik en nordjyde sig en oplevelse for livet i Lille Vildmose

Den enlige hanulv i Lille Vildmose er også tidligere blevet fanget af et kamera. Men nu kan du se den live i videoen. <i>Privatfoto: Susan Bernsen</i>

Den enlige hanulv i Lille Vildmose er også tidligere blevet fanget af et kamera. Men nu kan du se den live i videoen. Privatfoto: Susan Bernsen

LILLE VILDMOSE: Klaus Anker Hansen har været vidt omkring i både Sønderjylland og Vestjylland i håbet om at se en af Danmarks ulve, som han er så fascineret af.

Men det endte alligevel med at blive på hjemmebane i Nordjylland, at han endelig fik en ulv at se - og så fangede han den endda på video. Det skete onsdag formiddag klokken 10.15, da han var et smut i Tofte Skov i Lille Vildmose.

- På vej op i fugletårnet fik jeg øje på en grå plet et stykke væk ved skovkanten, og da ramte tanken mig da, om det kunne være ulven. Så jeg fik jo travlt med at slå stativet til min teleskopkikkert ud, men mens jeg var i gang med det, satte dyret i bevægelse, så jeg måtte smide stativet og hive mit kamera frem i stedet, fortæller Klaus Anker Hansen.

- Og det var jo en oplevelse for livet. Det var nærmest surrealistisk endelig at se ulven, og jeg er lige ved at tro, at det er første gang, ulven i Lille Vildmose er blevet filmet på den måde. Men hvor var det heldigt, at den sad lige der og nød solen lige på det tidspunkt, tilføjer han.

Klaus Anker Hansen arbejder til daglig som naturunderviser i Aalborg Zoo, er formand for Det Grønne Råd og vil generelt betegne sig selv som en "naturnørd". Derfor var der heller ikke skyggen af frygt eller nervøsitet i ham, da han så ulven.

- Nej, jeg synes, det er det mest fascinerende dyr. På videoen kan man se, hvor elegant ulven bevæger sig, og jeg er kun begejstret for, at vi har den slags dyr her i Danmark. Jeg vil aldrig glemme den her oplevelse, siger Klaus Anker Hansen, der hellere end gerne deler øjeblikket med resten af Nordjylland.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.