Seks projekter fik ja - og 14 nej fra landdistriktsråd

I 2022 håber rådet igen at have lidt flere midler at gøre med

I alt seks projekter opnåede i denne omgang tilskud fra Landistriktsrådet i Mariagerfjord. Det gælder bl. a. et projekt i Handest, hvor lokale ildsjæle i øjeblikket er i gang med at omdanne arealet omkring Aktivitetshuset i Handest til et attraktivt og aktivt areal. Privatfoto

I alt seks projekter opnåede i denne omgang tilskud fra Landistriktsrådet i Mariagerfjord. Det gælder bl. a. et projekt i Handest, hvor lokale ildsjæle i øjeblikket er i gang med at omdanne arealet omkring Aktivitetshuset i Handest til et attraktivt og aktivt areal. Privatfoto

Corona-pandemien har fyret godt op under iderigdommen i Mariagerfjord Kommune.

I hvert fald har kommunens Landdistriktsråd sjældent modtaget så mange ansøgninger om tilskud, som tilfældet har været i denne omgang.

I alt 20 ansøgninger indgik i rådets seneste vurdering.

Herudover var der indløbet yderligere en lille håndfuld ansøgninger, der desværre ikke opfyldte puljens formål.

- Og set i dét lys er det naturligvis ekstra ærgerligt, at vi lige netop i år har været nødt til at barbere i puljemidlerne til fordel for ekstraordinært at kunne støtte vores forsamlingshuse med nogle ekstra midler, siger Kim Knudsen, Hørby, der er formand for Landdistriktsrådet i fjordkommunen.

I lokalområdet Glenstrup-Handest-Holmgård får de lokale ildsjæle 25.000 kr. i støtte som hjælp med at omdanne området omkring det nye fælleshus til et attraktivt og aktivt areal.

Ved siden af fælleshuset lå det gamle klubhus, der havde en stand, der gjorde det ubrugeligt. Nu er det revet ned, og området er blevet omdannet, bl.a. med et såkaldt madpakkehus, som dagplejere m.v. kan benytte når de er på tur i området.

I Ajstrup/Lystrup syd for Hadsund har lokalområdet fået tilskud til bedre facilliteter, herunder bl.a. borde-bænkesæt, i forbindelse med det hyggelige fælleshus.

Huset benyttes af de lokale til mindre fester og fællesarrangementer.

Onsild Borgerforening har længe haft en ide om en ophalerplads i forbindelse med Skals Å, således at kanoer og kajakker let kan tages op og ned af vandet.

Det projekt har Landdistriktsrådet også valgt at støtte, ligesom rådet har ydet tilskud til et shelter i True/Svenstrup - i tilknytning til det lokale forsamlingshus.

Der gik også 25.000 kr. i tilskud til Vebbestrup, hvor man pt. er i gang med etablering af en større legeplads, bl.a. støttet af Nordea-fonden.

Kommunens landdistriktspulje bidrager i form af midler til nogle vedligeholdelsesfrie borde-bænkesæt.

Det sidste projekt der blev tildelt støtte, er i Øster Hurup, hvor man i den fælles forening ”Det gode liv” har planlagt et ambitiøst udsmykningsprojekt i byrummet.

Tilskuddet går konkret til en 5 meter høj skulptur af kunstneren Bjørn Kromann-Andersen.

- Jeg glædes hvert år over de mange projektideer.

- Mange af projekterne kræver en høj grad af frivillig arbejdsindsats, og en del skaffer sig desuden medfinansiering via fonde og andre puljer, lyder det anerkendende fra Kim Knudsen

I foråret udlodder Landdistriktsrådet påny midler fra projektpuljen.

Til den tid forventes dét, at puljen igen er tilbage på sit sædvanlige niveau omkring 250.000 kr.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.