Ungdomsuddannelser

Sjov idrætsdag med alternative discipliner

Kreative hjerner reddede fast efterårstradition for ungdomsuddannelserne på Kirketoften i Hobro

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der blev ikke sparet på kræfterne i den afsluttende tovtrækningskonkurrence. Foto: Anette Skovlykke.

Lige præcis på seks måneders-dagen for statsministerens nedlukning af skolerne og store dele af det øvrige samfund lykkedes det elever og lærere på ungdomsuddannelserne på Kirketoften i Hobro at fejre fællesskabet og sammenholdet med et hav af udendørs aktiviteter på sportspladsen.

Der er tradition for en idrætsdag i september.

- Og vi havde nøje overvejet, om vi kunne gennemføre en idrætsdag, som vi plejer, siger rektor Anette Skovlykke.

Konklusionen var klar: at det kunne vi ikke - men så gik de innovative og kreative hjerner i gang. For eleverne længes efter nogle afbræk fra klasseisolationen og en mulighed for at lave noget sjovt sammen.

Med skolens aktivitetsmedarbejder Magnus Kolind ved roret blev der udviklet alternative konkurrencediscipliner, der alle foregik klassevis og udendørs og med stort forbrug af handsker og sprit.

Dagen blev indledt med, at rektor i en tale kridtede banen op - i hvert fald i overført betydning - og efter fælles opvarmning og præsentation af alle klassers kampråb, gik dysten i gang.

Der blev dystet i discipliner som fodboldgolf, gummistøvlekast, traktordækskub, boldkålorm, blind trillebørsstafet og pløk til bolden, inden dagen sluttede med samarbejdsski og tovtrækning, hvor der ikke blev sparet på kræfterne.

HHX 2.b løb med den samlede sejr og modtog pokal og en baljefuld snacks, der kunne nydes til dagens fyraftenssodavand.

Desværre kunne dagen ikke rundes af med skolefest, som traditionen ellers foreskriver.

Indtil det bliver muligt for de unge at holde fredagscafér og fester igen, finder skolen på alternative og corona-venlige fælles aktiviteter.

Næste gang bliver det bingo-banko.

- Vi lægger vægt på at skabe social trivsel ikke bare i de enkelte klasser, men også på tværs af klasser og årgange og på tværs af HHX, HTX og Business-uddannelserne, pointerer Anette Skovlykke.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.