Spritbilist med 100 kilometer i timen over Hadsundbroen
En 55-årig mand gav den gas på broen over Mariager Fjord - lige foran en patruljevogn fra Nordjyllands Politi

HADSUND:Det er dumt at køre bil i en gedigen brandert. Og det er ekstra dumt at gøre det lige foran en patruljevogn. Men det var ikke desto mindre det, en 55-årig mand gjorde forleden på Hadsundbroen forleden.
Her gjorde han sig uheldigt bemærket ved dels at køre meget tæt på en forankørende bilist, passere broen med mindst 100 kilometer i timen (hastighedsgrænsen på stedet er 60 kilometer i timen) og sidenhen køre hen over en fuldt optrukken spærrelinje og en spærreflade. Alt imens betjentene i patruljevognen altså var vidne til mandens hasarderede kørsel.
Det skriver Nordjyllands Politi i mandagens døgnrapport.
Til sidst lykkedes det dog at få stoppet manden, og da betjentene fik kontakt med ham, kunne de konstatere, at han virkede beruset. En mistanke, der blev bekræftet af, at der lå adskillige tomme øldåser og flød i hans bil.
En alkoholtest viste, at mandens promille var godt over de tillade 0,5, så han blev anholdt og taget med for at få taget en blodprøve.
Der venter nu den 55-årige et retsligt efterspil i form af bøder og en frakendelse af kørekortet for færdselsforseelserne.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.