Dyrevelfærd

Stor bøde: Første sag om ulovlig hundehandel afgjort

Ny dyrevelfærdsenhed har været i aktion - tre personer sigtet og idømt bøder efter ulovlige hundehandler

Arkivfoto

Arkivfoto

MARIAGERFJORD:Så er den første sag om ulovlig hundehandel, som blev afsløret og efterfølgende efterforsket af den nye dyrevelfærdsenhed med hovedkvarter i Nordjylland, blevet afgjort.

Sagen har udløst bøder på 35.000 kroner til tre sigtede personer i sagen, oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiets specialiserede dyrevelfærdsenhed i Nordjylland har siden starten 1. juli 2019 arbejdet målrettet med at finde og tage hånd om ulovlig handel med hunde.

Det førte allerede 4. juli i en sag fra Mariagerfjord Kommune. Her er tre personer blevet sigtet og altså idømt bøder på i alt 35.000 kroner, fremgår det af pressemeddelelsen fra politiet.

Der var tale om en overtrædelse af bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med hunde, idet en hundeejer bl.a. vurderedes at have drevet erhvervsmæssig avl uden den fornødne tilladelse. Derudover blev alle tre personer sigtet for at have overtrådt dyreværnsloven, fordi en hund var placeret i en mindre transportkasse i en kælder, og fordi nogle af hundene på adressen ikke havde adgang til vand. Desuden var én hund ikke registreret i Dansk Hunderegister.

- Bøderne er én side af sagen. Vi er selvfølgelig tilfredse med, at sagen er afgjort nu, men det vigtigste er, at vi har fået taget hånd om hundene, mener politikommissær Henrik Taagaard, der er leder af den specialiserede dyrevelfærdsenhed, som har hovedkvarter i Kaas, men i øvrigt dækker både Nordjyllands, Midt- og Vestjyllands og Østjyllands politikredse.

Til hvalpekøbere: Vær opmærksomme

Henrik Taagaard opfordrer hvalpekøbere til at være opmærksomme på forholdene omkring hundene i en handelssituation, så man undgår at bidrage til ulovligheder eller vanrøgt:

- Se, hvor hundene sover og får føde. Bed hundesælgeren om at se mor til hvalpen og eventuelt søskende. Vurder hundens sociale evner i forhold til de andre hunde og mennesker, og køb aldrig en hund ’ude i byen’, f.eks. på en rasteplads eller parkeringsplads, advarer Henrik Taagaard.

– Man bør også være mistænksom, hvis hundesælgeren kun vil modtage kontanter. Det kan være en måde at sløre salgene på, lyder advarslen fra politikommissæren.

Får man kendskab til ulovlig handel med hunde eller andre dyr, kan man anmelde det til sin politikreds via politi.dk eller på telefon 114.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst