Store fremtidsplaner i Als

Idrætshal er godt på vej til også at blive et kulturhus

Jan Gerts, formand for Als Sport og Event. Foto: Helge Søgaard

Jan Gerts, formand for Als Sport og Event. Foto: Helge Søgaard

Det startede, som meget andet, med at initiativrige fok satte sig sammen. Baggrunden var en skrantende økonomi i idrætshallen, ingen udsigt til en ny halinspektør, efter at den tidligere var gået på pension, og dermed udsigt til, at hallen kun ville blive brugt af gymnastikforeningen og boldklubben Viking.

- Idrætshallen kan så meget mere, så derfor blev vi hurtigt enige om at etablere foreningen Als Sport og Event dengang i 2018, fordi vi netop syntes, at der trængte til at ske noget, lyder det i dag fra 57-årige Jan Gerts, som er formand i Als Sport og Event, sideløbende med at han passer et job som pedel på Havbakkeskolen, som idrætshallen i dag er en integreret del af.

”Det er vigtigt, at der er gang i idrætshallen”, lyder det fra Jan Gerts. Foto: Helge Søgaard

”Det er vigtigt, at der er gang i idrætshallen”, lyder det fra Jan Gerts. Foto: Helge Søgaard

- Der var allerede flere samarbejder i gang, blandt andet i ungdomsfodbold mellem Als, Skelund og Veddum, som vi lod os inspirere af. Så med det som en indgangsvinkel fik vi hurtigt nedsat en bestyrelse og dermed et begyndende ståsted for aktiviteterne i Als Sport og Event.

- Starten blev såmænd tilbud om badminton og bordtennis i hallen, men så var vi da i gang, fortæller Jan Gerts.

Drømmen rummede allerede fra starten både foredrag, koncerter og andre kulturtilbud, der kunne være med til at gøre det attraktivt at bo i Als, og på kort tid har man allerede taget store skridt i retning af at realisere denne drøm.

- Lige nu går vi med foredrag af kendte personer, og 9. september byder vi således velkommen til Jesper Buch, efter at vi i foråret havde Jacob Risgaard på scenen, lyder det fra Jan Gerts, der begejstret fortæller om en spændende aften med en af hovedpersonerne fra Løvens Hule.

- Ud over den kendte erhvervsmand har vi også tre lokale iværksættere på som en slags opvarmning, hvor de fortæller netop deres historie som initiativtagere til egen virksomhed, men aftenen krydres også med spisning fra Helles Køkken i Hadsund, vine fra lokale Odde Kyst Vineri og andre lækkerier fra Friis Wood og Deli, så det bliver virkelig en super oplevelsesrig aften i hallen, fortæller formanden for Als Sport og Event ivrigt.

Det lokale erhvervsliv bakker op som sponsorer og spænder dermed en stærkt sikkerhedsnet ud under arrangementet.

Eksempelvis har man lavet et tillidsfuldfuldt samarbejde med den lokale og store virksomhed JKF Industri A/S der, udover at levere ren luft til alverdens industrivirksomheder, også leverer foredragsbilletter til virksomhedens store medarbejderskare, som et led i sponsoraftalen. Den slags opbakning skaber tryghed for arrangørerne af den spændende aften i idrætshallen.

Jan Gerts ved den udendørs multibane. Foto: Helge Søgaard

Jan Gerts ved den udendørs multibane. Foto: Helge Søgaard

Fodbold på storskærm

Under EM i fodbold lykkedes det Als Sport og Event, i samarbejde med Boldklubben Viking og DBU, at stable et par velbesøgte storskærmsarrangementer på banen, da Danmark spillede de to sidste kampe. Blandt andet storkampen mod England, der sendte de rød-hvide drenge hjem efter en kæmpemæssig EM-indsats, som rummede hele følelsesregisteret. Men der er også blevet plads i arrangementskalenderen til velbesøgte kvinde- og mandeaftener med markante profiler som lokale Bente Djørup fra voksen-socialt opholdsstedet ”Hvem kan” i Als og ekstremløberen Johnny Wulff Andersen, der berettede om sin deltagelse i Yukon Artic Ultra.

- Vi er rigtigt godt på vej, og lige nu har vi også overvejelser om koncertarrangementer, selvom vi gør os tanker om både økonomien og lydforholdene i den slags begivenheder i idrætshallen, fortæller Jan Gerts, der også lige har direktør Jan Larsen fra Aalborg Håndbold på listen over kendte, der skal på scenen i Als.

I gang med planlægning af nye initiativer.  Foto: Helge Søgaard

I gang med planlægning af nye initiativer. Foto: Helge Søgaard

Det har aldrig ligget til Jan Gerts at sidde stille. Den oprindelige uddannelse som tømrer blev snart skiftet ud med pedeljobbet gennem de seneste 25 år, hvor man dagligt har mange bolde i luften, men også opgaver som fodboldtræner og mange andre frivillige opgaver er det blevet til. Og nu altså også formandsjobbet i Als Sport og Event, fordi han slet ikke kan lade være.

- Når vi er ude at rejse lidt i ferierne, har jeg altid øjnene med mig, og jeg bliver nemt inspireret af, hvad jeg ser omkring mig, lyder det fra Jan Gerts.

- Så begynder ideerne at snurre, for jeg tænker, at det må vi da også kunne lave i Als. Måske på en lidt anden måde og tilpasset vores forhold, fortæller den initiativrige pedel og foreningsformand.

Eksempelvis stammer ideen med de udendørs motionsredskaber ved multibanen lige ved siden af hallen fra en tur til USA, hvor Jan Gerts så folk dyrke udendørs fitness.

Så det kan man selvfølgelig også nu i Als - samtidig med at andre oplevelser og events åbner spændende perspektiver for byens udvikling.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.