Tid til kæledyr i viruskrisen: Internat skaffer hjem til rekordmange herreløse katte
- Det vildeste jeg har været med til, siger lykkelig internatleder
HANDEST: Anita Sønderup er jublende glad i en corona-tid. Ikke for den alvorlige krise, men den positive, afledte effekt, den har på en masse herreløse kattes vé og vel.
Hun driver internatet MinVenKatten i Handest ved Hobro. Typisk finder hun nye hjem til 5-10 katte om ugen, men i den seneste uge har hun formidlet 35 katte til nye familier, og det er absolut rekord.
- Det er det vildeste, jeg nogensinde har været med til, og vi glæder os naturligvis over hver eneste, der nu bor i et hjem og ikke skal sidde på internatet i tilfælde af at Danmark rammes af et udgangsforbud, hvor vi naturligvis også må lukke ned, siger internatleder Anita Sønderup.
Hun er ikke i tvivl om, at det seneste ”katteboom” skyldes corona-krisen.
- Det er familier, hvor forældrene måske er sendt hjem fra arbejde og går hjemme med børnene. Nu har de overskud til at få en kat ind i husstanden. Andre har måske fået aflyst ferien, og derfor fremrykker de anskaffelsen af den kat, som de allerede havde planlagt til efter ferien, fortæller Anita Sønderup.
Hun driver katteinternatet sammen med en stor skare frivillige, og de har i de seneste dage måtte planlægge kontakten med de nye katteejere ekstra meget. Man har kun taget imod et hold besøgende ad gangen og håndhævet alle regler omkring hygiejne og brug af sprit.
- Inden vi så os om, tog det hele en uventet drejning, da det viste sig, at internater omkring os ikke havde flere killinger eller var lukket ned pga. coronavirus, og vi fik travlt med at booke tider og sørge for at kunderne ikke skulle komme på det samme tidspunkt.
Nu er der kun fem katte tilbage hos MinVenKatten i Handest, samt 10 katte, som opholder sig hos plejefamilier, der er tilknyttet internatet.
Anita Sønderup forsøger at drosle aktiviteten ned i lyset af corona-krisen.
- Vi tager kun imod katte fra private, der står i helt akutte situationer, eller herreløse katte med et akut behov for at komme ind på internatet, siger hun.
MinVenKatten har desuden lavet tryghedsaftaler med mange medlemmer. Ikke-medlemmer skal betale 300 kroner.
- Hvis man for eksempel bliver syg - måske på grund af corona - og man ikke har nogen til at tage vare på katten, så henter vi den og passer på den, fortæller Anita Sønderup.
Hund driver MinVenKatten i Handest med hjælp fra en halv snes frivillige og 25 plejefamilier, der tager sig af nogle af de herreløse katte.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.