To unge kørte galt efter fest - den ene var i livsfare
Alvorlig ulykke natten til lørdag i Stinesminde øst for Hobro
Opdateret 14. marts 2021 kl. 06:21
Opdateret lørdag middag med nyt fra sygehuset:
STINESMINDE: En ung mand blev lørdag morgen meldt i livsfare efter en ulykke i Stinesminde øst for Hobro natten til lørdag. Ved middagstid lørdag have Nordjyllands Politi dog hørt nyt fra Aalborg Universitetshospital, som kunne fortælle, at manden ikke længere var i livsfare men dog stadig alvorligt tilskadekommen.
Vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi fortæller, at der klokken 02.40 kom en melding via 112 om, at to mænd var forulykket på en ATV - en firhjulet motorcykel.
- De havde været til fest i nærheden, og der gik så et par timer, hvor man manglede dem. Man var så ude at lede efter dem og fandt den ene person liggende ved den væltede ATV. Den anden person fandt man gående i området. Han prøvede at finde tilbage igen, fortæller Poul Fastergaard.
De to mænd var væltet i et sving i Stinesminde. Begge blev kørt til traumecentret på Aalborg Universitetshospital, og den ene er altså kommet alvorligt til skade. Det er en 21-årig mand fra lokalområdet, som var fører af ATV'en. Den anden er en 19-årig mand - ligeledes fra lokalområdet - der meldes uden for livsfare. De pårørende er blevet underrettet.
En bilinspektør er blevet tilkaldt for at undersøge ulykkesstedet og ATV'en nærmere. Der er udtaget blodprøve med henblik på at fastslå, om føreren var påvirket af alkohol.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.