Trafik-Kim: - De næste 30 år skal heller ikke være kedelige
Omfartsvejen ved Mariager er stadig højt på listen hos Kim Christiansen, som er ved at sælge restaurant A'Porta

Livet har budt på mange omfartsveje for Kim Christiansen. Nogle rarere end andre. Han er spændt på, hvad livet nu byder ham. Foto: Bente Poder
MARIAGER:Kim Christiansen kniber øjnene en anelse sammen og smiler.
Han kunne føle sig forurettet af skæbnen. Han blev ikke genvalgt til Folketinget, som han synes han fortjente. Efter mere end 10 år som markant transportordfører for Dansk Folkeparti og mange forlig husker mange ham kun for hans sidste sag: den forkætrede omfartsvej ved Mariager, der meget mod hans vilje ikke blev til noget.
Dertil kommer, at lokalforeningen ikke gjorde ham til spidskandidat til næste års byrådsvalg. Og at coronaen har ramt hans spisested og værtshus, A'Porta i Mariager med samme syngende lussing, som resten af branchen har fået.
Men det er, hvad det er. Kim Christiansen er sådan set kommet videre.
- Jeg gider ikke at bruge tid på at være vred eller skuffet. Jeg har haft 14 fantastiske år i Folketinget. Jeg har haft et fantastisk liv. Og lige meget hvad der sker, skal jeg nok finde noget at lave. De næste 30 år skal heller ikke være kedelige, siger han over en kop af stedets gode kaffe.
Den vante plads
Manden, der har været lige så god til at rive et dansktop-refræn af sig, som at lange et trafik-udspil eller en øl over bordet, sidder på sin vante plads i bodegadelen af A'Porta.
Ved det hjørne af bardisken, hvor han kan holde øje med krostuen og køkkenet. Og døren, hvor mange får et nik, når de kommer ind fra Mariagers vinterkulde.
Godt nok kommer han fra Sjælland. Men Kim Christiansen bor i byen på fjerde årti og er groet ind i rosebyens historie, så ingen kan skille de to ting ad mere.
- Jeg ser da mig selv som en forholdsvis velintegreret indvandrer. Det er her jeg hører til. Jeg elsker det her, og det er her, jeg vil dø, gør han forholdet til Mariager op.

A'Porta og Mariager har fyldt meget i Kim Christiansens liv. Nu forlader han den første. Men aldrig Mariager, der blev sjællænderens hjem.
Drøm til salg
A'Porta købte han i 2013 og driver med sin hustru, byrådsmedlemmet Pia Adelsteen (DF). En institution i byen gennem årtier, og årsagen til at han kan skrive "værtshusholder" på sit alsidige CV.
Engang så de to omridset af en drøm i den da slidte bygning i byens brostenskvarter. Nu er drømmen renoveret til virkelighed med store mængder tid, penge og kærlighed. Og sat til salg.
- Min fødselsattest løber den forkerte vej. Det kræver mange timer at have sådan et sted. Alting har en ende, har 64-årige Kim Christiansen og hustruen konkluderet.
Politik på pause
1, 8 million kroner, og det er dit. 433 kvadratmeter, inklusive flaskerne på væggen, og det nye køkken inde bagved. Samt en bunke tip og råd fra det afgående værtspar.
Der er trykket på pauseknappen til over 20 års politisk liv. Ingen ved om vælgerne til næste efterårs byrådsvalg trykker på "Play" igen.
Kim Christiansen nøjes med at konkludere, at han ikke ved meget om, hvad hans nærmeste fremtid bringer. Men han tager det roligt. Det har et langt liv, der har budt på mange omfartsveje, lært ham.
Enebarn i syv år
Barndommen på Sjælland husker han som kærlig, men bestemt ikke uden udfordringer. Faren var murer og arbejdede i lange perioder i Grønland. Så det meste af tiden var hans mor ene voksen i huset.
Han blev født ved Slagelse, men familien flyttede senere til Næstved-kanten og Roskilde-egnen. Og pengene var små.
- Vi fik ikke noget forærende. Jeg har fået det vandgrød, jeg skal have i det her liv. Pengene blev vendt, inden de blev brugt. Jeg kan huske, at min mor og jeg havde en længere snak om, hvad en tier skulle bruges til. Om det kunne blive til smøger til mig, noget til min mor eller noget tredje. Men det gik.
- Jeg prøvede at være enebarn i syv år. Så fik jeg en søster og tre år senere en lillebror. Jeg var den store, og dem har jeg taget mig en del af. Vi har også et godt forhold i dag, synes Kim Christiansen.

Som de fleste husker Kim Christiansen med Dansk Folkepartis ofte afgørende mandater i ryggen : En flok mikrofoner stukket godt op under næsen inden et trafikudspil kommenteres. POLFOTO
Slog igen
Forholdet til faren var godt. Når han var ædru. Det var han bare sjældent.
- Han blev ondskabsfuld, når han fik noget at drikke, og så langede han ud til højre og venstre. På et tidspunkt var jeg blevet så stor, at jeg slog igen. Så smed vi ham ud. Han fik en lejlighed i København, og vi så ham ikke meget derefter, husker han.
Skolen gik Kim Christiansen ikke særligt op i. Der var pænt meget uro i ham. Han kom også med i nogle slagsmål ved en lokale kro. Men ikke mere end så mange andre på den tid.
- Når der kom en flok fra nabobyen, så var der ofte lagt op til noget. Det kan også ske i dag på A'Porta, men det er heldigvis sjældent, siger Kim Christiansen.
Kørte kampvogn
Kim Christiansens første faste job? Det var i hæren.
- Jeg meldte mig som konstabel, efter jeg fik realeksamen. Dengang kunne man gøre det, når man var 16 år. Jeg stoppede efter et halvt års prøvetid. Kontrakten lød på syv år, men jeg kunne ikke se mig selv være der så længe. Men jeg har da prøvet at køre kampvogn, siger han.
Siden blev han blandt andet mekanikerlærling på et værksted ved Roskilde, der havde Mazda og Citröen som speciale. Her stoppede han også efter et halvt år.
- Jeg har lært at skifte lydpotter og den slags. Det var beskidt arbejde. En fredag efter arbejdstid, hvor jeg havde været i bad, blev jeg bedt om at skifte en baglygte. Det måtte vente til mandag sagde jeg. Så skulle jeg med på kontoret og fik min sidste løn - 1700 kroner - lagt i en kuvert, husker han.
Far som 18-årig
Derefter kom han på fabrik og bøjede jernplader til kølemøbler. Ved siden af læste han til merkonom. Det førte til et job som sælger som 20-årig. Det var for et svensk firma, der var nyt i Danmark, og han fik hele landet som arbejdsområde.
- Det var jeg i syv år. Det var en god og sjov tid, hvor jeg lærte meget. Og det gav gode penge.
Inden da var han som 18-årig kommet i et fast forhold. Med en kvinde, der havde et barn på to år. Det forandrede teenageren.
- Jeg kom direkte fra tunede knallerter og øl og ballade på kroen til at skulle være far for en lille pige. Det gav mig noget ansvar. Det var godt for mig, og Bettina er en af mine tre døtre, siger Kim Christiansen.
Mariager ved et tilfælde
Forholdet varede i ni år. Så mødte han en pige fra Thisted, der skulle læse i Randers. Adressen blev Mariager, og resten er mere eller mindre lokalhistorie. Og Kim Christiansen er lidt et omvandrende leksikon for, hvad der er sket i saltbyen fra midt i 80'erne og frem.
Først blev han specialarbejder på Nordfab, hvor han også bøjede stål. Senere blev han funktionær og indkøbschef.
I 1987 købte han den skrantende isenkram i Mariager, som blev drevet sideløbende med jobbet på Nordfab. Den blev solgt i 1990, hvor han overtog Kop & Kande i Hadsund. Den drev han indtil valget til Folketinget i 2005.
De første to år var han rets-ordfører. Men tilbuddet om at blive Dansk Folkepartis transport- og trafikordfører kunne han ikke sige nej til. Det holdt han fast i de følgende 12 år.

Kim Christiansen har det bedst ved de rødternede duge og det, mange vil kalde gammeldags dansk hygge. Han har stadig stor appetit på både klassiske retter og det, livet serverer for ham.
Omfartsvej ikke glemt
- Da jeg havde været ordfører i 10 år holdt jeg en lille fest på Christiansborg. Jeg havde slidt otte trafikministre op, stod der på invitationen.
- Jeg har lidt af en klæbehjerne og husker det meste, så embedsmændene kom ikke sådan udenom mig. Desuden har jeg gemt 3000 mails, hvis der skulle blive stillet spørgsmål til noget, jeg har været med i, griner han.
Bliver han valgt, får omfartsvejen ved Mariager en tur igen.
- Jeg synes, det blev misforstået. Der er et behov for at få især den tunge trafik uden om byen. Det vil jeg fortsat arbejde for, lover politikeren.
Sidst han sad i byrådet, var han samtidig medlem af Folketinget. Her fik han kritik for at forsømme meget.
- Dengang var der meget, der kunne gå galt, når man arbejdede i København. En flyver der var forsinket, et møde der trak ud. Så jeg trak mig fra byrådet. Men mit liv ser jo helt anderledes ud nu, siger han.
Det derhjemme
Og hvis Kim Christiansen ikke bliver valgt, og A'Porta er solgt?
- Pia og jeg har et hus på 335 kvadratmeter. En stor have, vi godt kan lide at være i. Jeg har fået lavet et studie, så jeg kan synge nye sange ind. Pia har givet mig en saxofon, som jeg skal lære at spille på.
- Jeg kommer ikke til at kede mig. Men jeg brænder stadig for det politiske, siger han.