Trist dag i landsby: Indbrud, tyveri og spritkørsel

Politiet havde nok at se til i lille samfund med 160 husstande

Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Landsbyen Veddum ved Hadsund har kun lidt over 160 husstande, så rent statistisk har kriminaliteten fået et nøk opad. Tirsdag noterede Nordjyllands Politi hele tre forbrydelser.

Tirsdag morgen kom en anmeldelse om et indbrud i en garage på Hyltvej lidt uden for landsbyen. Tyve havde stjålet Makita-værktøj for 8000 kroner, ligesom de havde forsøgt at stjæle en ATV-motorcykel.

Samme formiddag opdagede en beboer på Kærvej i Veddum, at nogen havde stjålet husstandens trailer. Der er tale om en Variant med registreringsnummeret AK8185.

Sidste politisag opdagede ordensmagten selv. En patrulje standsede om aftenen en 24-årig mand, der kom kørende i Veddum Hovedgade i bil. Betjentene vurderede, at han var beruset, så han blev sigtet for spritkørsel og måtte følge med for at få udtaget en blodprøve.

Den unge bilist blev tilmed sigtet for overtrædelse af våbenloven, fordi der lå en økse i bilen, oplyser politikommissær Mikkel Brügmann fra Nordjyllands Politi.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.