Trist syn mødte Dan ved fjorden: - Den må have lidt alt for længe
Alt for mange dyr fanges i menneskers affald i naturen - mandag blev en død svane fundet i en rest fra en ruse i Mariagerfjord

Dan Frederiksen blev mandag trist til mode, da han på en fisketur ved Mariagerfjord fandt en død svane, der var blevet fanget i noget affald, og ikke havde haft kræfter til at gøre sig fri. Foto: Dan Frederiksen
MARIAGER:Tristheden var det første, der ramte 49-årige Dan Frederiksen, da han mandag ved middagstid begyndte at vade ud i Mariagerfjord.
- Der var mange svaner ude på vandet, men der var også noget stort længere inde mod bredden, der så underligt ud. Det lignede et dødt dyr, fortæller Dan Frederiksen.
Og den var god nok: I vandoverfladen flød en død svane. Rundt om dens krop var en lang snøre af en art. Ifølge Dan Frederiksen lignede det en rest fra en fiskeruse eller et fiskenet.
- Det var meget trist. Det værste var, at den må have lidt alt for længe, inden den døde, fordi den ikke selv kunne komme væk, og ingen kunne hjælpe den, fortæller Dan Frederiksen, der efter at have taget billedet slæbte den store fugl ind til land.
Han bor i Mariager og kommer med få dages mellemrum ved fjorden for at fiske og se på fuglene. Det er første gang, han set et dyr fanget af menneskers efterladenskaber, og derfor slog han også billedet op i byens facebookgruppe.
Her har 131 personer reageret med samme tristhed på billedet.
Tag affaldet med dig
Hos Dyrenes Beskyttelse modtager man årligt cirka 500 henvendelser om dyr, der har fået hoved eller hals viklet ind i plastic eller i klemme i metaldåser. Men tallet for dyr, der bliver fanget i affald kan reelt være meget højere, fordi der er mange måder at gøre det op på, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.
Og derfor kom biolog Michael Carlsen allerede sidste år i en artikel fra Dyrenes Beskyttelse med en klar opfordring til at rydde op efter sig selv i naturen:
- Når dyrene bliver viklet ind i affald, kan de både blive forhindret i at indtage føde eller komme til at hænge fast i andre ting på grund af det affald, de er viklet ind i. Fasthængende dyr får ofte en langsom og smertefuld død, siger han.
- Det er jo ikke sværere end, at man skal lade være med at efterlade affald i naturen. Det affald man selv producerer, det tager man med sig igen eller smider i en skraldespand, så det ikke ligger og flyder i naturen, hvor det kan koste dyreliv, tilføjer Michael Carlsen i artiklen.
Ser man selv et dyr fanget i affald, kan man kontakte Dyrenes Beskyttelse Vagtcentral på telefon 1812, hvor medarbejdere sidder klar til at vejlede i sager om dyr i nød.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.