Katte

Hun troede, hun var punkteret. Så hørte hun skrig fra en affaldspose

En barsk historie ender måske i noget, der minder om en lykkelig udgang

Der er nu fundet et godt match. En mor uden killinger er bragt sammen med killinger uden en mor. 
Der er nu fundet et godt match. En mor uden killinger er bragt sammen med killinger uden en mor.  killinger

Opdateret kl. 12:20

Man kan kun gisne om, hvad forklaringen er.

- Men jeg tror, at det har noget at gøre med, at folk skal på efterårsferie - og så kan de ikke lige overskue at få sørget for deres kat. Så ryger den bare ud og må klare sig selv, siger lederen af dyreværnsorganisationen Min Ven Katten i Hobro, Anita Sønderup.

- Ferierne er højtid for dumpede katte, men dette efterår er særlig slemt. Bare de sidste 14 dage har vi fået mere en 30 katte ind, som pludselig dukker op ud af det blå, forklarer hun.

Og nogle af forhistorierne er barske.

Tirsdag var en kvinde ude at køre i sin bil, da hun på et tidspunkt holdt ind, fordi hun skulle tjekke om bilen var punkteret på strækningen mellem Hobro og Vebbestrup.

- Da hun så kommer ud, kan hun høre, at det skriger fra en affaldspose i vejkanten. Det viser sig, at der er tre killinger i den, og de ser ud til kun at være en uge gamle, fortæller Anita Sønderup.

- Hvis der var gået et døgn mere, så var killingerne nok døde, vurderer lederen af internatet i det himmerlandske.

Hun bekymrer sig nu om kattemoderen - hvis den da ikke er død - som måske render rundt med mælk, så det kan ende med smertefuld brystbetændelse.

Til gengæld glæder hun sig over, at de tre killinger blev fundet og indleveret.

Men her slutter historien ikke:

- Lige bagefter fundet af killingerne ringede en 81-årig kvinde fra Spentrup ved Randers. Hun fortalte om en herreløs kat, der netop havde født killinger - men de var alle døde. Så jeg kørte med det samme ned og hentede den, fortæller Anita Sønderup.

killinger killinger

Håbet var at skabe et match mellem de tre killinger fra vejkanten, og så kattemoren, der havde mistet sine egne killinger. 

Det lykkedes og nu er alle fire sendt i en plejefamilie de næste 12 uger.

- Her skal de socialiseres, inden vi senere finder en fast familie til dem, lyder det fra Anita Sønderup, der appellerer til, at folk får deres katte neutraliseret og mærket så strømmen af de mange katte kan stoppe.

Og at man kommer og ringer på og afleverer katte i stedet for at sætte dem ud på øde steder.

Fra årsskiftet bliver Min Ven Katten i øvrigt en del af den større organisation Inges Kattehjem.

Anita Sønderup. Arkivfoto: Henrik Bo

Oprindeligt begyndte Anita Sønderup at tage imod katte i privaten, men opgaven voksede, og nu har hun internat i et tidligere forsamlingshus.

Killinger på børneværelse

Der er tilsyneladende godt gang i den, når det gælder herreløse katte i øjeblikket.

Forleden kunne Dyrenes Beskyttelse eksempelvis fortælle, at hver en kvadratmeter på Bornholms dyreinternat i Østerlars er optaget, da man har 169 - primært katte - indskrevet.

- Jeg har været nødt til at tage kattemødre med killinger ind i huset, da jeg ellers ikke havde plads. Begge mine børn er flyttet hjemmefra, så deres værelser er p.t. lånt ud til internatets katte. Kattefamilierne er nu kommet ud i pleje, men værelserne er stadig optaget af store killinger, som venter på nye hjem, lød det fra Lone Bendixen, internatleder på Bornholm.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden