Uheld på E45: Begge spor var kortvarigt spærret
To biler var impliceret i et uheld på motorvej E45 - ingen kom alvorligt til skade
Opdateret kl. 10:34
HANDEST: Begge vognbaner på motorvej E45 i nordgående retning syd for Handest var en overgang spærret tirsdag morgen efter et uheld, og det gav udfordringer i morgentrafikken.
To biler var impliceret i uheldet, der skete omkring klokken 07.
Her mistede føreren af den ene bil herredømmet over sin bil og ramte autoværnet, hvorefter bilen snurrede rundt og blev ramt af en anden bil, der kom kørende bagfra, fortæller vagtchef Poul Fastergaard, Nordjyllands Politi.
Der lå vraggods på begge kørebaner efter sammenstødet, og derfor måtte motorvejen lukkes helt ned, mens der blev ryddet op.
En person blev efterfølgende kørt på sygehuset til tjek, men der skulle ikke være tale om alvorlige skader, oplyser vagtchefen.