Uheld på motorvej: Varevogn væltede om på taget
Solouheld gav kun anledning til mindre trafikale gener fredag morgen
Opdateret kl. 10:09
HOBRO: En varebil er fredag morgen forulykket på motorvej E45 ved afkørslen til Onsild.
Meldingen, der kom klokken 8.23, lød på fastklemte, men alle skulle ifølge vagtchef Bent Højgaard Nordjyllands Politi være kommet ud af bilen - uskadte.
- Meldingen lød på fastklemte, fordi anmelder kørte i det nordgående spor og ikke kunne se, hvad der var sket omkring uheldet, så beredskabet og vi rykkede med det store hold. Der blev heldigvis ikke brug for det helt store set up, forklarer vagtchefen.
Uheldet gav en kort overgang anledning til, at motorvejen var spærret, men bilens placering i nødsporet og på taget efter uheldet gjorde, at trafikken blev minimalt generet.
Omkring en times tid efter uheldet var der ryddet op igen, og trafikken fuldt normaliseret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.