Ung mand død i solo-ulykke på nordjysk motorvej
Politiet ved ikke, hvad der er årsag til ulykken og efterlyser vidner

Arkivfoto Foto: Henrik Bo
NORDJYLLAND:En 22-årig mand fra Aalborg er død natten til onsdag, efter at han kort før klokken 01.30 kørte galt på E45 Nordjyske motorvej i sydgående retning syd for rasteplads Senhøj - mellem afkørsel Haverslev og Hobro N.
Vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mads Hessellund, fortæller, at politiet ikke ved, hvordan ulykken er sket.
- Bilen har ramt nogle træer, der står lidt inde på en mark. Da vi og brandvæsnet kommer frem, er bilen overtændt, og da branden bliver slukket, kan vi se, at der sidder en person i bilen, siger vagtchefen.
Den unge mand fra Aalborg blev erklæret død på stedet.
Mandens pårørende er underrettet.
En bilinspektør har arbejdet på stedet i løbet af natten, og onsdag morgen er der ryddet op efter uheldet.
- Vi skal se på rapporten fra bilinspektøren, før vi kan sige noget om årsagen. Vi har ikke hørt fra nogen, der har set uheldet, og derfor er vi meget interesseret i at høre fra vidner, der har set ulykken eller er kommet forbi, mens bilen er brudt i brand, siger Mads Hessellund.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.