Kultur

Vampyr i identitetskrise: Det handler jo bare om kærlighed

Sprudlende og vanvittig gyserfortolkning i Hobro

Grev Dracula (Caspar Juel Berg) charmer sig ind på Minna (Kirstine Hedrup).
Grev Dracula (Caspar Juel Berg) charmer sig ind på Minna (Kirstine Hedrup). Foto: Niels Reiter

Opdateret kl. 13:25

Man kan ikke andet end overgive sig, når Farcesyndikatet på Himmerlands Teater hvert år op mod jul folder alle talenterne ud i en sprudlende og vanvittig fortolkning af litteraturens store klassikere. Vanvittig, med eftertryk på vittig.

Der er nok til at holde humøret nede i verden omkring os, og det er befriende at kunne tage en lille pause fra krig, klima og katastrofer for at lade latteren runge. Og det gør den, selvom Bram Stokers roman om Grev Dracula fra 1897 er en vaskeægte gyser.

Fem skuespillere, 11 roller og en opfindsom scenografi, der bringer os rundt i verden – fra London til Transsylvanien og tilbage igen, og en sviptur downunder bliver der også tid til. Det er en utrolig masse, der skal nås på meget kort tid, og det lader sig kun gøre med topprofessionel timing af løjerne.

Sat sammen med et overmål af engagement og energi på scenen og udpræget sans for kreativ brug af detaljer, får vi hele den skrækindjagende historie om Draculas hærgen i London, hvortil han er emigreret for at få rystet kedsomheden af sig efter flere hundrede års ensomhed på sin øde hjemegn.

Dracula opdager, at der i London går en ung dame rundt, som har en slående lighed med hans store, for længst afdøde kærlighed. Og mellem gys og grin gemmer sig da også en fortælling om evig kærlighed og flere slags begær. Selvom greven forekommer en anelse malplaceret i det londonske borgerskab og ind imellem bliver til grin, trods sine dystre hemmeligheder, er han ikke uden elegant charme og i besiddelse af en ihærdighed i sin stræben efter at opfylde sine egne drømme.

Han længes jo bare efter kærlighed, ligesom alle andre, men hans form for kærlighed er bare, skal vi sige lidt sær. Han kunne godt ligne en meget nutidig identitetskrise. Man får næsten lidt ondt af Dracula, for hvad skal en vampyr egentlig stille op med sig selv i en moderne verden?

Farcesyndikatet: Dracula
  • Hensynsløst efter Bram Stokers roman
  • Instruktion: Susanne Sangill
  • Scenografi: Morten Kamuk
  • Lyddesign og komponist: Mads Horsbøl
  • Lysdesign Ise Klysner Kjems
  • Medvirkende: Kirstine Hedrup, Erik Viinberg, Caspar Juel Berg,
  • Sune C. Abel og Ronny Sterlø
  • Himmerlands Teater i Hobro
  • Spiller til 16. december

Alt udspringer af grundig læsning af Bram Stokers roman, for selvom gys forvandles til grin, er forestillingen fuldkommen tro mod sit forlæg.

Mens greven går ufortrødent løs på damerne i nærheden, slider hans tro væbner, Reinfield, ved hans side. Også han har uforløste ønsker og drømme, som gør ham til et let bytte for udnyttelse. Alle karakterer males med den bredeste pensel, og alle skuespillerne leverer varerne med raske omklædninger og rappe replikker.

Caspar Juel Berg er en elegant, lidt livstræt vampyr, som har noget besvær med at holde på formerne og føre sine planer ud i livet. Erik Viinberg er helt vild, både som Reinfield i spændetrøje og med våde drømme om at tjene sin herre på flere måder, og som den hollandske vampyrekspert Van Helsing, der har tasken fuld af hvidløg og munden fuld af f’er. Sune C. Abel er ubetalelig, når han indtager scenen som Lucy, der drømmer om den store kærlighed, men har svært ved at finde en passende hat.

Den skønne Minna spilles med stor bestemthed og præcision af Kirstine Hedrup, og endelig farer Ronny Sterlø forvildet rundt i verden og kulisserne som den sympatiske, forvirrede og godtroende Jonathan Harker – manden, der sørger for at både Dracula og hans bagage – seks kister – ankommer i god behold til London og for, at der er præsentable ejendomme til grevens ophold.

Igen er det teaterchef Susanne Sangill, der står for instruktionen af Farcesyndikatets forestilling, og hatten af for den ildhu og spilleglæde, hun fremkalder, og som man klart fornemmer udspringer af et godt teamwork. Et team, der bare elsker at fortælle en god historie og få publikum til at grine, og som ikke er bange for at udleve sine skøre indfald.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden