Vand er skam ikke bare vand

Kjeld Kotzebue, Hadsund, pudser vinduer med ultrarent vand - renset i eget renseanlæg

Kjeld Kotzebue foran sin servicevogn. Fotos: Helge Søgaard

Kjeld Kotzebue foran sin servicevogn. Fotos: Helge Søgaard

Spørger man vinduespudser Kjeld Kotzebue, om ikke det rene himmerlandske vand er godt nok til at pudse vinduer i, får man et klart og tydeligt: Nej!

- Almindeligt vand indeholder eksempelvis kalk, salte eller andre mineraler, der vil sætte sig som urenheder på vinduesglasset, når man selv forsøger at vaske vinduerne skinnende blanke. Helt galt bliver det, når man også tilsætter sæbe til vaskevandet, for sæben, kalken og mineralerne i vandet vil sætte sig som en hinde på glasset, der betyder, at snavset hurtigt igen finder vej til vinduerne, fortæller Kjeld Kotzebue engageret.

- Hertil kommer, at jeg ikke nøjes med at vaske selve vinduesruderne men også vinduesrammerne, som er en væsentlig faktor i forhold til at afsætte snavs på ruderne, når regnvand drypper fra karme og rammer.

Kjeld Kotzebue laver selv det ultrarene vand, da han har investeret i rensningsanlæg, som sender almindeligt postevand fra hanen igennem en 4-trins filtrering, der fjerner samtlige urenheder i vandet. Almindeligt postevand indeholder urenheder i et antal mellem 250 og 600 ppm som betyder partikler pr. milliontedele. Disse er på ingen måde skadelige, da eksempelvis kalk og salte er med til at give vandet smag, når vi drikker det fra vandhanen.

Der vaskes vinduer. Foto: Helge Søgaard

Der vaskes vinduer. Foto: Helge Søgaard

Demineraliseret vand indeholder fra 5 til 70 ppm, mens det vand som Kjeld Kotzebue bruger til vinduerne indeholder 0 ppm. Deraf betegnelsen ultrarent vand.

Men det er ikke hemmeligheden alene, for når vandet løber gennem Kjeld Kotzebues rensningsanlæg, så fanges de forskellige ioner ved hjælp af ionbyttere og vandet er dermed helt rent og ensrettet, kan man lidt forenklet sige!

- Samlet set betyder det, at jeg ikke behøver at skrabe vandet væk, når jeg har vasket vinduerne med dette ultrarene og de-ioniserede vand. Det løber ganske enkelt af vinduerne, og efterlader dem fuldstændigt skinnende blanke, lyder det fra Kjeld Kotzebue.

Han supplerer med, at samme type vand også anvendes til vask af solcelleanlæg, således at solens stråler kan nå fuldstændigt uhindret igennem overfladen og dermed skabe den bedste energiomsætning i solcellerne.

Han laver i omegnen af 1000 liter ultrarent vand ad gangen, og det tappes direkte på hans nye servicebil, der har et fuldt vaskeanlæg monteret. Udover at vandet er ultrarent, varmes det op til ca. 40 grader via et indbygget oliefyr i bilen, og med et let tryk sendes det via en meget lang slange frem til vaskebørsten i Kjeld Kotzebues hænder.

- Så jeg har vandet med mig hele vejen rundt om huset, når jeg er ude på en opgave, fortæller Kjeld Kotzebue, der også klarer højtsiddende vinduer via teleskopstænger, som vandslangen med det ultra rene vand løber indeni.

Ppm-måleren sige 0,0!!!! Foto: Helge Søgaard

Ppm-måleren sige 0,0!!!! Foto: Helge Søgaard

Kærlighedens veje

Kjeld Kotzebue taler ikke udpræget himmerlandsk. Han stammer nemlig fra København, hvor han i 2005 startede firmaet Solservice.dk. Her arbejdede han med rengøring af flyttelejligheder, erhvervsrengøring og vinduespudsning. Hans far ejede i sin tid et rengøringsfirma, så det med rengøring begyndte allerede, da han gik til hånde i faderens firma. Men kærligheden drev ham til Hadsund, og i 2019 flyttede han forretningen fra København og blev gift med ungdomskæresten, der havde boet i Hadsund gennem de seneste 30 år.

- Min kundekreds fordeler sig med lige dele privatkunder og erhvervskunder, og jeg har travlt på den gode måde, men bestemt plads til flere, siger Kjeld Kotzebue, der kører i området omkring Hadsund, langs med Mariager Fjord til Hobro og helt op til Skørping-området, hvor han i øvrigt får flere og flere kunder. Markedsføringen klares med hjælp fra hans hustru, der gerne deler flyers ud i et boligområde, når Kjeld Kotzebue alligevel er på en opgave i området.

- Denne meget lavpraktiske markedsføringsmetode betød, at vi fik rigtig mange kunder i sommerhusområdet ved Øster Hurup, lyder det fra Kjeld Kotzebue, der selvfølgelig har sat de daglige ruter med servicebilen i system via et it-system.

Han har også automatiseret kundesystemet, således at kunderne får en sms dagen før, han kommer forbi, men også en sms som kvittering når han har været en tur rundt om huset med vaskebørsten. Og en gang om året, omkring det tidspunkt hvor vi alle skal tjekke vores årsopgørelse, udsender han en samlet årsopgørelse til kunderne med oplysning om hvor meget og i hvilket felt på skatteopgørelsen, man kan fratrække udgiften til vinduespudsning. Afhængig af indkomst betyder det, at nettoudgiften til ultrarene vinduer året rundt falder med op til 35 procent.

- Jeg er bare så glad for at være her i Himmerland og at bo i Hadsund. Her er ufatteligt smukt, og jeg er nærmere mine kunder både afstandsmæssigt men især også i mødet med dem, slutter Kjeld Kotzebue.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skudepisode i Aalborg: Tyder på internt opgør i det kriminelle miljø
Luk