Vanvidsbilist fængslet: Kunne intet huske
Høj hastighed og alkohol i blodet lagt til grund ved varetægtsfængsling af 32-årig mand i fire uger

Arkivfoto Foto: Henrik Bo
HOBRO/AALBORG:En 32-årig mand, der natten til lørdag kørte vanvidskørsel på motorvej E45 og senere forårsagede et voldsomt færdselsuheld midt i Hobro, er ved et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg blevet varetægtsfængslet i fire uger frem til fredag 4. januar.
Det oplyser anklager Mie Hansen, Nordjyllands Politi.
– Vi er i enighed mellem forsvaret, retten og anklagerens side nået frem til at forsøge at få en hovedforhandling af retssagen hurtigts muligt og gerne før jul, men om vi kan nå det, må den videre efterforskning afgøre, siger anklageren.
Læs også: Påvirket vanvidsbilist: Folk måtte springe for livet
I grundlovsforhøret nægtede den 32-årige sig skyldig i sigtelserne mod ham for blandt andet at have bragt andre menneskers liv i far. Den 32-årige kunne simpelthen intet huske om sin vanvidskørsel, der blandt andet betød, at han på bare 22 minutter stak af fra et uheld på motorvej E45 ved Rasteplads Dall lidt syd for Aalborg til midt ind i Hobro, hvor han påkørte tre taxaer, der holdt på en holdeplads ved krydset Jernbanegade-Adelgade.
– Retten lagde til grund for varetægtsfængslingen kørselsforløbet, den høje hastighed, at der er tale om en høj alkoholpromille, at der skete personskade på både den 32-årige selv og yderligere en person, ligesom der var stor risiko for, at flere mennesker var kommet til skade, forklarer anklageren.
Hun kan ikke oplyse noget om alkoholpromillens størrelse, ligesom hun heller ikke kan sige noget om den hastighed, manden kørte med.
– Det har vi ikke endeligt fastlagt endnu, siger Mie Hansen.
Den 32-årige valgte ikke at kære varetægtsfængslingen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.