Vejrguderne spillede med, men myndighederne spændte ben

123 stillede til start i årets Hadsundløb - i nyt og mindre stemningsfyldt start- og målområde

123 stillede til start i Hadsund-løbet 2021. Foto: Claus Hallingdal Bloch, Mariager Fjord OK.

123 stillede til start i Hadsund-løbet 2021. Foto: Claus Hallingdal Bloch, Mariager Fjord OK.

Årets Hadsundløb, der blev afholdt i Hadsund torsdag aften, blev afviklet i et flot septembervejr med høj solskin.

123 løbere fra nær og fjern havde tilmeldt sig, og de fik alle en god oplevelse i det 29. Hadsundløb i rækken, fortæller de fire ”bagmænd”, Palle Justesen, Sportigan Hadsund og de tre fra arrangørklubben Mariager Fjord Orienteringsklub, Keld Østergaard, Erik Nielsen og Jens Chr. Dalgaard.

Selv om der med 123 deltagere var langt op til tidligere tiders rekorddeltagelse - toppende i 2012 med 879 løbere - kunne arrangørerne være tilfredse alligevel. Først og fremmest med, at det nu igen er blevet muligt at arrangere motionsløb.

Et par af de yngste deltagere i Hadsundløbet foreviget ude på løberuten.  Foto: Claus Hallingdal Bloch, Mariager Fjord OK.

Et par af de yngste deltagere i Hadsundløbet foreviget ude på løberuten. Foto: Claus Hallingdal Bloch, Mariager Fjord OK.

Vindere på de tre distancer blev:

3,3 km. piger: Josefine Lübeck, Hadsund i 16.36.

3,3 km. drenge: Bastian Bendixen, Randers NV i 14.56.

5,5 km. kvinder: Johanne Thorup, Vindblæs Friskole i 26.28.

5,5 km. mænd: Henrik Tønsberg Løkke, Aalborg SV i 22.38.

10,5 km. kvinder: Tanja Thomsen, Hadsund i 47.09.

10,5 km. mænd: Anders Aaskov, Åbyhøj i 42.29.

Samtlige vindere i alle aldersklasser fik overrakt medaljer af Palle Justesen og Dorthe Schack Nielsen, begge fra Sportigan Hadsund.

Den totale liste findes som altid på løbets hjemmeside www.mariagerfjordok.dk

Største hold blev ”Harlekin Job&Stu” fra Mariager med 17 deltagere. Foto: Claus Hallingdal Bloch, Mariager Fjord OK.

Største hold blev ”Harlekin Job&Stu” fra Mariager med 17 deltagere. Foto: Claus Hallingdal Bloch, Mariager Fjord OK.

Selv om der ikke var ret mange hold tilmeldt, blev Urmager Erhardsens vandrepokal alligevel uddelt, og største hold blev ”Harlekin Job&Stu” fra Mariager med 17 deltagere.

De 17 Harlekin-løbere brød overraskede ud i jubel ved overrækkelsen.

Nordea-fonden havde skænket flotte blå løbe-T-shirts til samtlige deltagere, og da Nordea-fonden havde været meget gavmilde, er der et stort lager til næste års Hadsundløb, lover arrangørerne.

Lodtrækningspræmier fra byens handlende var ikke en del af konceptet i år som følge af corona, og ligeså blev der heller ikke delt frisk frugt ud til løberne fra SuperBrugsen, Hadsund.

Brugsen sørgede dog for frugtsaft til de tørstige løbere.

Egentlig kunne arrangørerne, Sportigan Hadsund og Mariager Fjord Orienteringsklub, have fejret 30 års jubilæum her i 2021, men fordi løbet i fjor blev aflyst pga. corona, er 30 års-jubilæet nu udsat til næste år. Nærmere bestemt torsdag 1. september 2022.

Løbet i 2021 var også længe i fare for aflysning. Først for godt en måned siden stod det klart, at løbet alligevel kunne gennemføres, men da var det desværre for sent til, at egnens skoler kunne nå at indarbejde løbet i deres årsplaner. Dermed ”manglede” der omkring 500 deltagere i årets løb - løbere, som forhåbentlig vender tilbage i 2022, håber de to stævneledere fra Mariager Fjord OK, Erik Nielsen og Jens Chr. Dalgaard.

Start- og målområdet var i år flyttet til P-pladsen ved Alexanders Blomster, men næste år håber arrangørerne at være tilbage i Hadsund centrum. Foto: Claus Hallingdal Bloch, Mariager Fjord OK.

Start- og målområdet var i år flyttet til P-pladsen ved Alexanders Blomster, men næste år håber arrangørerne at være tilbage i Hadsund centrum. Foto: Claus Hallingdal Bloch, Mariager Fjord OK.

I øvrigt var der helt op til løbsdagen tvivl om, hvorvidt løbet i sidste øjeblik kunne risikere at blive aflyst.

Som altid søger klubben i god tid om tilladelse til at afholde løbet, men de nødvendige tilladelser fra henholdsvis Mariagerfjord Kommune og politiet lod i den grad vente på sig.

Rent faktisk blev de først behandlet ca. en uge før løbsdagen - og svaret endte endda med at være negativt.

Konsekvensen blev, at arrangørerne med kort varsel måtte flytte start- og målområdet fra Torvet og til P-pladsen foran Alexanders Blomster.

- Flytningen betød, at vi totalt mistede den skønne stemning i midtbyen, som plejer at være en vigtig del af hele det store set-up, konstaterer medarrangør Palle Justesen, Sportigan og stævneleder Jens Chr. Dalgaard.

- Vi har nu arrangeret Hadsund-løb siden 1992, men aldrig har vi oplevet en så dårlig behandling fra myndighedernes side.

- Vi troede egentlig, at alle - og da især myndighederne - ville være interesserede i, at hele samfundet og befolkningen kunne vende tilbage til en almindelig hverdag igen oven på en lang, lang corona-nedlukning! Og vi håber derfor også meget på, at dette var en engangsforeteelse, og at vi næste år kan vende tilbage til vores sædvanlige set-up, der samler hele byen om Hadsundløbet, lyder det ærgrelse i stemmen fra Palle Justsen og Jens Chr. Dalgaard.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden