Velfærdstalenter overrasket: Snart skal de til fest på Borgen
Regitze Skjellerup Madsen og Camilla Warnsdorff Andersen er begge tildelt Velfærdens Talent 100-pris.

Regitze Skjellerup Madsen (tv.) og Camilla Warnsdorff Andersen (th.). Privatfoto
MARIAGERFJORD:Den havde hun ikke set komme.
- Jeg blev utrolig glad og overrasket, da jeg fandt ud af, jeg var indstillet til prisen, siger social- og sundhedsassistent i Hjemmeplejen Camilla Warnsdorff Andersen.
Det samme gælder det andet talent: Pædagogisk assistent, Regitze Skjellerup Madsen.
- Jeg kan godt glemme, at vi faktisk gør en forskel, når hverdagen er hektisk. Så at få tildelt velfærdsprisen mindede mig virkelig om, at det, vi laver, er vigtigt, siger hun.
Ros fra kollegerne
Fælles for de to er, at de brænder igennem og yder en helt særlig indsats for henholdsvis børn og ældre i Mariagerfjord Kommune. Det mener kollegerne, som indstillede de to talenter til prisen for deres inspirerende tilgang til arbejdet i hverdagen.
I Regitzes tilfælde arbejder hun som pædagogisk assistent på Astrup Specialskole. Hendes leder beskriver hende som et menneske med en unik evne til at skabe relationer til børn, kolleger og forældre.
-Hun møder altid eleverne anerkendende og med et smil, selv om situationen kan være udfordrende, siger lederen.
Velfærdens Talent 100-pris
Pensionsselskabet PenSam og FOA står bag Velfærdens Talent 100 pris.
Med prisen hylder de unge talenter, der arbejder på velfærdsområdet og hver dag gør en forskel for andre mennesker.
Når eleverne starter op, finder hun således det unikke ved det enkelte barn og møder dem ud fra dét, så de hurtigt bliver trygge.
- Alt i alt er hun en virkelig god medspiller, der medvirker til, at alle kan løfte sine opgaver. Hjælpsom, fleksibel og omsorgsfuld. Derfor var der heller ingen tvivl om vores nominering af Regitze, fortæller skoledeler Anne-Louise Nygaard Sadek.
Fra elev til rollemodel
Tilsvarende er der også kun rosende ord fra hjemmeplejeleder Michelle Baastrup Jessen om Camillas engagement og arbejdsindsats i hjemmeplejen.
Tilsvarende er der også kun rosende ord fra hjemmeplejeleder Michelle Baastrup Jessen om Camillas engagement og arbejdsindsats i hjemmeplejen.
Hun beskriver Camilla som én, der har en nysgerrig og åben tilgang til arbejdsopgaverne og de mennesker, hun møder på sin vej.
- Camilla har helt siden, hun var elev, haft lysten til at lære og udvikle måden, vi gør tingene på. Hun er fagligt dygtig, modig og fuld af gåpåmod, siger hun.
Det smitter af på kulturen og humøret blandt kollegerne: Nye som gamle.
- Hun er blevet en rollemodel for alle sine kolleger. Og særligt for andre unge på vej ind i faget, siger lederen.
Til fest på Borgen
Regitze, Camilla og de øvrige velfærdstalenter fra hele landet bliver onsdag den 24. maj hyldet ved et festarrangement på Christiansborg.
Her vil de sidde til bords med blandt andet Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde samt en række andre folketingsmedlemmer.
Sammen vil de gå i dialog og hylde nogle af landets dygtigste og mest hårdtarbejdende unge mennesker, der til dagligt løfter helt centrale velfærdsopgaver i det danske samfund, såsom pædagogmedhjælpere, social- og sundhedsassistenter og rengøringsassistenter.
En ærgerlig baggrund
En festlig dag for folk, der fortjener en hyldest. Men også en dag, der finder sted på en ærgerlig baggrund.
- Velfærdsområdet oplever en mangel på arbejdskraft, som på sigt kan true fremtidens velfærd, hvis ikke interessen og søgningen til uddannelserne stiger, fortæller kommunaldirektør i Mariagerfjord Kommune Anne Velling.
Som vindere af Velfærdens Talent 100-pris kan Regitze og Camilla være med til at skabe interesse for sine valg af fag. Det, håber kommunaldirektøren, kan medvirke til, at flere unge får øjnene op for de mange karrieremuligheder inden for velfærdsområdet.
- Med sin inspirerende tilgang til arbejdet er Regitze og Camilla rollemodeller for andre unge, som kunne overveje en karriere inden for lignende fag, siger hun.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.