Vil du også bo på kajen? Fjordnære boliger skyder op i tre byer

Nu er tre store byggeprojekter i gang tæt på Mariager Fjord

18 boliger i tre og fire etager skal efter planen bygges på grunden ved siden af den tidligere Trip Trap-bygning på kajen i Hadsund. Arkivfoto: Lars Pauli

18 boliger i tre og fire etager skal efter planen bygges på grunden ved siden af den tidligere Trip Trap-bygning på kajen i Hadsund. Arkivfoto: Lars Pauli

MARIAGERFJORD:Aalborg, Aarhus og København har masser af dem, og nu spirer de frem i byer rundt om Mariager Fjord: Boliger bygget helt ude på kajkanten.

Lige nu spirer projekter i både Hadsund, Hobro og Mariager, som kan føre til op mod 100 nye boliger i havnemiljøerne. Det bliver lejligheder bygget så tæt på vandet, at flosklen ”et stenkast” holder stik.

Nyeste projekt ligger i Hadsund og er under politisk behandling i denne uge. Byggeriets højde og facader holder sig ikke helt til reglerne og kræver en kommunal forhåndsgodkendelse, før investorerne kan sætte gang i maskinerne.

Byggeriet er planlagt på Havnevej 13 - helt ud til Mariager Fjord. Efter planen skal der bygges 18 boliger i tre og fire etager, fremgår det af projektbeskrivelsen.

Det er denne grund, som er udset til nye boliger på kajkanten i Hadsund.

Det er denne grund, som er udset til nye boliger på kajkanten i Hadsund.

Grunden tilhører endnu Mariagerfjord Kommune, men en handel gennemføres, når boligprojektet har fået kommunens velsignelse.

Teknik- og miljødirektør Torben Ladefoged fra Mariagerfjord Kommune ønsker ikke at oplyse, hvem der vil overtage og bygge på den fjordnære grund.

- Der er tale om private investorer fra lokalområdet, siger han.

54 boliger i Mariager

De kommende beboere vil få en prægtig udsigt mod syd ud over fjorden, og så ligger adressen tæt på både Hadsunds midtby og landevejene mod Aalborg og Randers.

I juni sidste år gav kommunens tekniske udvalg en principiel godkendelse til et stort boligbyggeri på Mariager Havn. Her vil byggefirmaet Lars Pedersen & Søn i Suldrup i samarbejde med Himmerlands Boligforening opføre 54 boliger i to en halv etage.

54 boliger er på vej på havnearealet i Mariager. Arkivfoto: Martin Damgård

54 boliger er på vej på havnearealet i Mariager. Arkivfoto: Martin Damgård

Der skal bygges 24 store ejerligheder på 120-140 kvadratmeter i forreste række ud mod fjorden. Lidt længere bagude rejses 30 almene boliger, som Himmerlands Boligforening vil udleje.

Bolig i lager

Hobro Havn har i dag enkelte lejligheder i tidligere pakhuse, men en ny lokalplan vedtaget i februar åbner for, at en erhvervsbygning på Søndre Kajgade 20, som huser et reservedelslager, kan bygges om.

Kommunen har godkendt, at det nuværende reservedelslager i Sønder Kajgade 20 i Hobro kan bygges om til en snes boliger. Arkivfoto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

Kommunen har godkendt, at det nuværende reservedelslager i Sønder Kajgade 20 i Hobro kan bygges om til en snes boliger. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

I stedet kan der nu indrettes omkring 20 lejligheder - nogle med tagterrasse og et fortrinligt kig til Hobros havnemiljø.

Intet slår vandet

Det giver god mening at bygge boliger på havnearealerne.

- Det er attraktivt at bo tæt på bykernen, og det gør man jo ofte, hvis man får adresse på havnen. Desuden får man masser af lys og luft, og lyset skifter hele tiden. Der er noget særligt attraktivt ved et havnemiljø, der allerede har en stemning, som man ellers sjældent får foræret, når man udstykker nye byggegrunde, forklarer Tine Nielsen, arkitekt og fagekspert ved Videncentret Bolius.

Hun mener også, der er tale om et modefænomen.

- I nogle år var det en bolig tæt på skoven, som var særlig attraktiv. Lige nu er der intet, der kan slå vandet. Desuden er der en tendens til, at boliger gerne må være store, åbne og ligne pakhuse, siger Tine Nielsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.