Nordjylland

Marinus går efter en plads i regionsrådet

DF-politikeren vil stoppe i kommunalbestyrelsen i Jammerbugt

Folketingsmedlem Morten Marinus (DF) - farvel til kommunalpolitik, men goddag til regionalpolitik. Arkivfoto: Torben Hansen
Folketingsmedlem Morten Marinus (DF) - farvel til kommunalpolitik, men goddag til regionalpolitik. Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

NORDJYLLAND: Folketingsmedlem Morten Marinus (DF), der også er viceborgmester i Jammerbugt Kommune, opgiver formentlig kommunalpolitik.

Han har meddelt sin lokale partiforening, at hvis han næste efterår, hvor der er kommunalvalg, stadig er folketingsmedlem, ønsker han ikke at stå på partiets kommunale liste.

Det skyldes dog ikke, at han finder det uforeneligt med at sidde i Folketinget også at bestride et politisk hverv på hjemmebanen. For 38-årige Morten Marinus er til gengæld klar til at stille op til det nordjyske regionsråd.

- Jeg har nu været byrådsmedlem i sammenlagt 11 år og synes, tiden er inde til at lade nye kræfter komme til. Til gengæld har jeg fået en række opfordringer om at stille op til regionsrådet, hvor jeg var medlem i to år, inden jeg i 2011 kom i Folketinget, siger han.

Du trak dig fra regionsrådet i utide, da du kom i Folketinget. Hvad er grunden til, at du nu gerne vil tilbage?

- Det er ingen hemmelighed, at Dansk Folkeparti i øjeblikket ikke har så megen indflydelse, som vi burde, i regionsrådet. Det kan skyldes, at vi tre gange i denne valgperiode har skiftet gruppeformand, og at den partifælle, der fik pladsen i det centrale forretningsudvalg (Vivi Jensen, red.), siden har forladt DF, så vi ikke sidder med ved bordet dér. Det vil jeg gerne være med til at ændre på ved at sikre en vis kontinuitet, siger Morten Marinus.

Skal du være spidskandidat?

- Det er ikke derfor, jeg stiller op. Og nej, jeg regner ikke med, at jeg skal være spidskandidat.

Hvorfor synes du, det er vigtigt at være i regionsrådet?

- Jeg vil gerne være med til at præge sundhedspolitikken, som jo har betydning for virkelig mange borgere. Dansk Folkeparti ønsker ganske vist regionerne nedlagt, men det lyder til, at de får en periode mere, og dén vil jeg gerne være med til at præge. Hvis det skulle blive den sidste, har jeg ikke noget imod at være med til at lukke det ned, siger Morten Marinus.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden