Ungdomsuddannelser

Maritime firmaer vil sikre at de kan få lærlinge

Uddannelseskoordinator får løn af firmaerne, så de i fremtiden har faglært arbejdskraft

De tre, der står bag aftalen om at ansætte en uddannelseskoordinator er fra fra venstre Keld Larsen Foreman Pipe/Machine Orskov Yard A/S, Peter Nørgård teknisk direktør på Vestergaard Marine Service A/S og John Ditlev afdelingsleder på MAN Diesel og Turbo i Frederikshavn. Privatfoto.

De tre, der står bag aftalen om at ansætte en uddannelseskoordinator er fra fra venstre Keld Larsen Foreman Pipe/Machine Orskov Yard A/S, Peter Nørgård teknisk direktør på Vestergaard Marine Service A/S og John Ditlev afdelingsleder på MAN Diesel og Turbo i Frederikshavn. Privatfoto.

FREDERIKSHAVN:Tre maritime virksomheder i Frederikshavn er gået sammen om at ansætte en uddannelseskoordinator, der skal sikre flere lærlinge på virksomhederne og en bedre kvalitet i uddannelsen. Uddannelseskoordinatoren forventes at være ansat 1. april.

Målet er at sikre virksomhederne faglærte arbejdskraft. Tal viser nemlig at der i 2020 vil mangle 20.000 faglærte inden for jern og metal.

De tre store maritime virksomheder – Orskov Yard A/S, Vestergaard Marine Service A/S og MAN Diesel og Turbo har derfor netop underskrevet en samarbejdsaftale om at ansætte en fælles maritim uddannelseskoordinator.

- Hvis ikke vi gør noget, vil det i fremtiden betyde, at vi ikke kan besætte de jobs, vi har i dag. Vi ønsker derfor sammen at tage ansvar for, at vi får flere lærlinge ind på vores virksomheder, og at vi højner kvaliteten af deres uddannelse her og på skolen, siger John Ditlev, afdelingsleder og lærlingeansvarlig på MAN Diesel og Turbo i Frederikshavn og talsmand for de tre virksomheder bag ordningen.

Mentorordning

MAN Diesel og Turbo i Frederikshavn har i dag 98 faglærte medarbejdere med en gennemsnitsalder på 46 år. På sigt vil de komme til at mangle timelønnede medarbejdere, hvis ikke de får uddannet og ansat flere unge faglærte. MAN Diesel og Turbo har otte skibsmontører og en industritekniker i lære, Vestergaard Marine Service har 18 lærlinge og Orskov Yard har 12 lærlinge.

Den maritime uddannelseskoordinator får blandt andet til ansvar at følge lærlingene tæt (mentor), højne kvaliteten af uddannelserne i tæt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, administrere elevaftaler og koordinere turnusordninger for lærlingene mellem de involverede virksomheder.

- Pt. har vi ikke ressourcer til at tage flere lærlinge, da jeg foruden mit ansvar for lærlingene, også er ansvarlig for driften i afdelingen. Med uddannelseskoordinatoren dedikerer vi en fuldtidsressource til, at vi kan tage flere lærlinge og give dem et bedre uddannelsesforløb, siger John Ditlev og fortsætter:

- Hos Orskov Yard har de fx ikke altid mulighed for at tilbyde lærlinge en medsejlads. Det kan vi så måske tilbyde, mens vores lærlinge så kan komme over til Orskov og arbejde med rørfremstilling. På den måde sikrer vi, at vi kan tilbyde vores lærlinge et optimalt uddannelsesforløb.

Netværk bag ide

Idéen om den maritime uddannelseskoordinator er opstået i et kompetence-undernetværk i Maritime Network Frederikshavn (MNF) – et netværk som samler cirka 40 maritime virksomheder.

Aflønningen af uddannelseskoordinatoren er fuldt finansieret af de tre aktive virksomheder, som procentvis betaler efter størrelsen på deres omsætning, antal af ansatte og antal af lærlinge.

Uddannelseskoordinatoren får også ansvar for at rekruttere flere aktive virksomheder til ordningen, som også kan være attraktiv for virksomheder, der ikke selv har haft ressourcer til at tage en lærling tidligere.

MentorordningNetværk bag ide

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.