Maritimt brancheudviklingscenter på vej
Uddannelsescenter bliver forankret på Martec. Første skridt er at ansætte en projektleder i løbet af de næste tre måneder.
Opdateret 20. maj 2022 kl. 08:38
FREDERIKSHAVN: Maskinmesterskolen Martec skal lægge lokaler til et helt nyt maritimt brancheudviklingscenter (MBUC), og det skal gerne være i gang hurtigt. Efter planen skal en kommende projektleder findes indenfor 3-4 måneder, og foreløbig er der finansiering til drift af centeret i 1,5 år. Det er planen, at der derudover skal findes finansiering til en samlet 5-årig opstartsfase for centeret.
Det nye center skal gerne være anerkendt i dette maritime miljø og tiltrække erhverv og kompetencer for derved at underbygge og styrke væksten i den maritime branche. Planen er at MBUC skal gøre Frederikshavn og Danmark internationalt kendt for at arbejde aktivt med maritime uddannelser og efteruddannelse, forskning og produktudvikling
Det oplyser de tre parter, der står bag centret Martec, Frederikshavn Kommune og Marcod, der er et nationalt maritimt center for optimering og drift. Marcod har ligeledes base i Frederikshavn, hvor kommunen har bevilliget nylig 500.000 kroner til ansættelsen af en projektleder. Martec bidrager også til finansieringen,
Direktør for Martec Pia Ankerstjerne forklarer. at uddannelsesinstitutioner og erhverv har arbejdet sammen om det Maritime Brancheudviklingscenter siden 2011.
- Der er allerede blevet sat gang i mange aktiviteter, fx efteruddannelseskurser for industrien. Vi er utrolig glade for, at Frederikshavn Kommune nu accelerer projektet ved at støtte ansættelsen af en dedikeret projektleder.
Når kommunen vælger at støtte centret, så er det fordi det maritime brancheudviklingscenter ligger i tråd med Frederikshavn Kommunes satsning på det maritime vækstspor.
- Vi har stor forventning til at centret både kan være med til at styrke og udvikle det lokale maritime uddannelsesmiljø. Ligesom det kan støtte op omkring de lokale virksomheders mulighed for vækst, siger borgmester Lars Møller.
Der er store havneudvidelser på vej mange steder i landet blandt andet i Frederikshavn. Udvidelser vil skabe forudsætninger for yderligere vækst i den maritime sektor.
- Derfor er det helt afgørende, at vi sikrer, at de rette kompetencer er til stede med oprettelsen af det nye center. Manglen på kvalificeret arbejdskraft er en hæmsko for den maritime vækst allerede i dag, og derfor er det vigtigt, at vi sikrer et stort og bredt uddannelsesudbud dér, hvor efterspørgslen efter arbejdskraft er til stede, siger direktør i Marcod Niels Christensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.