Maritimt foredrag i Als

Mariager Fjords maritime historie er i fokus, når Anders Riis mandag 27. februar i Als fortæller historier fra den kommende bog ”Mariager Fjord – egnens livsnerve og hovedvej nr. 1”. Forsiden viser den sidste damper, den knap 100 m lange ”Bordagain”, der passerer Hadsundbroen.
Mariager Fjords maritime historie er i fokus, når Anders Riis mandag 27. februar i Als fortæller historier fra den kommende bog ”Mariager Fjord – egnens livsnerve og hovedvej nr. 1”. Forsiden viser den sidste damper, den knap 100 m lange ”Bordagain”, der passerer Hadsundbroen.

Fjordens maritime historie i fokus fra Hurup og Als Odde til Hobro

Mandag aften 27. februar underholder Anders Riis i aulaen i Havbakkeskolen i Als med glimt fra fjordens maritime historie.

Det sker i forbindelse med generalforsamlingen i Lokalhistorisk Arkiv for Als og omegn.

Anders Riis (f. 1963) bor i Mariager og er vokset op i Als, uddannet som journalist fra Danmarks Journalisthøjskole 1983-87 og arbejdede i en årrække som journalist for Vestkysten, Vejle Amts Folkeblad og Randers Amtsavis.

Siden 2001 har han arbejdet freelance og som søfartsjournalist på fagbladet "Søfart" og i en række bøger beskæftiget sig med transport- og søfartshistorie, blandt andet har han for Ø.K. skrevet bogen om rederiets og værftet B&Ws største succes nogensinde - verdens første oceangående motorskib "Selandia" i anledning af 100-året for dette skib.

Sammen med Mogens Damsgaard Sørensen, der stammer fra Hadsund og nu har sommerbolig i Haslevgårde, har han igennem de seneste år samlet historier og fakta til bogen "Mariager Fjord - egnens livsnerve og hovedvej nr. 1", der samler Mariager Fjords maritime historie gennem de seneste ca. 175 år.

Bogen, der udkommer i nær fremtid, tegner et billede af livet på og ved fjorden fra Hurup til Hobro, om rutebåde og rederier, strandinger, skuder og særlinge, fjordudvalg og færgeruter, lodser, legender og løgn, vrag der gav velstand - og også masser af fakta og go’e historier.

Om Danmarks første "jernbanefærge-system" der endte som cementslæbere på Mariager Fjord, om bugserbåden med en fortid som kongeskib, om forlis, der forgyldte adskillige folk på Als Odde og lokkede en ny skibsbygger til Hobro efter mange år uden værft i byen.

Om hvordan kampen om jernbaner og havn til Als og Øster Hurup i årtier og med flere folkeafstemninger satte skel mellem Als nordsogn og sydsogn.

Om fjordens eneste hjuldamper, der havde rundsave på albuerne og om DFDS’ damper, der fik fast stop ved Als Odde for at hente og bringe gæster, der pr. hestevogn skulle til/fra badehotellet i Als.

Om flåden af kul- og cementslæbere og de mange personligheder bag de lokale skibe, i "Hadsund Universitet" og havnene - og hvordan et fartøj fra Mariager Fjord nu indgår i historien om den sydafrikanske præsident Nelson Mandela.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden