Maritimt uddannelsescenter udvider
Martec på Hånbækvej sprænger rammerne

Galleri - Tryk og se alle billederne.
FREDERIKSHAVN:Martec på Hånbækvej skal udvides og renoveres for 25 mio. kr.
En multisal, flere undervisningslokaler, flere grupperum til de studerende, en ny central fredagsbar og større kantineforhold samt en række andre tiltag til forbedring af studie- og arbejdsmiljøet indgår i byggeriet.
Tilbygningen skal ske i det centrale haveanlæg, hvor der også bliver faciliteter til udendørs ophold og øvelser.
-Vi er virkelig glade for at komme i gang, siger direktør Pia Ankerstjerne.
- Nu kan vi forbedre studie- og arbejdsmiljøet for det voksende antal studerende og medarbejdere. Behovet har været der i mange år.
Projektet har været under opsejling siden en ny strategi for Martec i 2012 satte gang i en modernisering. Forud er gået et stort arbejde med at opnå de nødvendige godkendelser og udvælge projekt.
Borgmester Birgit Hansen (S) mener, projektet får stor betydning
- Martec skal gerne være et af de foretrukne uddannelsessteder for de unge, der skal løfte Nordjylland og resten af Danmark op i den maritime superliga, siger hun.
Martec uddanner bl. a. maskinmestre og maskinister og har undervisningsforløb for HF Søfart.
Direktør Poul Knudsgaard , MAN Diesel & Turbo i Frederikshavn, ser også frem til, at de maritime uddannelser i Nordjylland styrkes med nye undervisningsfaciliteter.
- Vi har som maritim virksomhed brug for de kompetencer, som de unge lærer på Martec. Vi tror på, at den renoverede skole vil blive et aktiv for hele den maritime sektor i regionen.
Projektet udføres i totalentreprise af Trigon A/S i samarbejde med Kjær & Richter Arkitekter.
Første spadestik tages inden for to måneder
Renoveringen og tilbygningen vil kunne stå færdig i december 2015.
I alt får Martec tilført fire undervisningslokaler, seks nye grupperum, multisal, udvidet køkken- og kantineforhold og diverse fællesarealer.
Samtidig totalrenoveres og ombygges den eksisterende bygningsmasse med fokus på at skabe et lysere, mere dynamisk og åbent studie- og opholdsmiljø for de studerende og ansatte.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.