Marius overtager historisk pølsevogn

Kristen Poulsgaard blandt tidligere ejere af pølsevogn i Vejgaard

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

I 42 år har pølsevognen hørt hjemme på torvet i Vejgaard. Onsdagens ejerskifte blev markeret med flag, balloner og en time med gratis hotdogs. Foto: Jesper Thomasen

AALBORG:Det er en pølsevogn med en farverig historie, der netop har fået tilføjet et nyt kapitel.

Pennefører er 23-årige Marius Flytkjær, der onsdag trådte ind i rækken af ejere af pølsevognen på torvet i Vejgaard. Blandt Marius Flytkjærs forgængere er eksempelvis Fremskridtspartiets karismatiske folketingspolitiker Kristen Poulsgaard.

- Pølsevognen har ligget her på torvet i 42 år, og jeg vil gerne være med til at før den skridtet videre. Jeg synes, at der er mulighed for at gøre nogle gode ting med den, siger Marius Flytkjær.

Han bor i dag i Aalborg Øst sammen med sin kæreste og to små børn - men har tidligere haft bopæl i Vejgaard.

Han er kommet ved pølsevognen som barn, og da han så hørte, at den var til salg, var han hurtig til at slå til.

- Men jeg er faktisk ny i den her branche, siger Marius Flytkjær, der er udlært i Rema 1000 på Gugvej.

Kontakt med historien

At det er en speciel pølsevogn, har Marius Flytkjær og hans ansatte allerede mærket en del til.

- Der er en del stamkunder her, og mange af dem kan fortælle historier fra for mange år siden. Da vi gik her og gjorde klar til åbningen, så var der mange, der kom og fortalte historier om, da Kristen Poulsgaard havde vognen. Og der var også en dame, som fortalte, at hun faktisk havde mødt sin mand her ved pølsevognen.

Alt det ligger dog bagude, og for Marius Flytkjær er det vigtigste lige nu at holde blikket på fremtiden.

- Jeg vil rigtigt gerne hjælpe med til at vi kan holde gang i bymiljøet her omkring torvet i Vejgaard.

Pølsevognen har åbent alle dage - på nær søndag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.