Marked med integration
Kræmmemarked i ØAH Hallen bidrager til integration i lokalsamfund.
Det kan være svært umiddelbart at se sammenhængen mellem de tusindvis af varer, der denne weekend faldbydes ved det store påske- og forårskræmmermarked i ØAH Hallen i Halvrimmen og integreation af flygtninge i lokalsamfundet. Men markedet og integration har faktisk meget med hinanden at gøre, fortæller Kurt Mølgaard, halinspektør i ØAH Hallen og med i ØHIK, som er arrangør. - Vi skal bruge en del af pengene fra overskuddet på kræmmermarkedet til en udvidelse af den tidligere ebh bankbygning i Halvrimmen, hvor ØHIK har genbrug, fortæller han. - Lige efter påske går vi i gang med at udvide bygningen med 40 kvadratmeter. Der er en p-plads i tilknytning, som kan inddrages. Og i hele det projekt skal vi have de mange indvandrere, der er kommet til Halvrimmen, engageret. Vi skal have dem integreret i lokalsamfundet, siger Kurt Mølgaard. Kommunens kultur-, fritids- og landdistriktsudvalg støtter projektet økonomisk. - Der skal bruges masser af frivillig arbejdskraft, og her satser vi meget på at få de nye borgere i Halvrimmen med, siger Kurt Mølgaard. Da forårskræmmermarkedet slog dørenene op kl. 10 lørdag formiddag var der kø. Det var som sædvanlig ØHIK's loppemarked, der trak. I hallen er alle stadepladser solgt, og der blev handlet fra morgenstunden. Der er tusindvis af varer på de lange borde - også ting, man slet ikke vidste, man kan få brug for. Der er krydderier i massevis, honning, sko til voksne og børn - også børnesko med blinklys, husflid, blomster, påskepynt og masser af film og musik - både nyt og ældre. Der er nye cd'er og der er gamle lp'er og de endnu ældre 78'er. Og meget mere. I det fine forårsvejr har det været let at få solgt de udendørs stande. I tombolaen kan der vindes bamser. Der er gaveshow og dagens middag til næsten ingen penge. Kræmmermarkedet fortsætter i dag søndag, hvor der også er gratis kaffe og rundstykker fra morgenstunden.