Martin har spot på sundhed

Lysfabrikken Martin har fået førstepræmie og 15.000 kroner af 3F for at have fremmet sundhed på jobbet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lysfabrikken Martin er med sine 240 ansatte et af de største firmaer i Frederikshavn. Margit Pedersens arbejde med at fremme sundheden på arbejdspladsen har nu kastet en pris af sig. Foto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:Medarbejderne på Martin er kommet i bedre form, og flere er holdt op med at ryge, efter de i slutningen af 2011 startede på et sundhedsprojekt, 3F har iværksat. Forløbet blev skudt i gang med et frivilligt sundhedstjek af de ansatte på Martin. Hele 96 procent takkede ja tak til tjekket, og hos flere gav det stof til grundig overvejelse om ens livsstil. Tre personer blev sågar sygemeldt, fordi de havde alarmerende tal.

Et år senere i oktober 2012 stillede lige så mange af medarbejderne op til det andet sundhedstjek i projektet, hvor de igen blev målt og vejet og fik aflæst blodtryk og kolesteroltal. Den høje deltagelsesprocent var også en af de store årsager til, at det var medarbejderne på Martin, der i starten af februar i år fik førstepræmien og med den 15.000 kroner for deres høje deltagelse og gode aktiviteter.

Det andet sundhedstjek viste, at andelen af rygere på arbejdspladsen var faldet fra 26 procent i 2011 til 22 procent i 2012.

En af dem, der har kvittet tobakken på grund af sundhedsprojektet, er Per Rasmussen.

- Det har været en rigtig god oplevelse og meget nemmere at stoppe, end jeg troede, fortæller Per, der har været ryger i 30 år.

For at hjælpe de interesserede til at stoppe med at ryge blev en rygecoach tilknyttet arbejdspladsen. Den ordning var med til at gøre, at Per Rasmussen nåede sit mål om at blive røgfri, men han har dog måttet sande, at alting har en pris. Rygestoppet har kostet 10-12 kilo ekstra på kroppen. De kilo er der mulighed for at smide på nogle af de andre aktiviteter, der bliver arrangeret på arbejdspladsen.

Kolleger giver motivation

Margit Pedersen er arbejdsmiljø koordinator på Martin og en af ildsjælene bag projektet. Hun har været med til at arrangere blandt andet gå- og løbeture, sundere mad i kantinen og fået en repræsentant fra Sundhedscenter Frederikshavn til at komme en gang om ugen og give gode kostråd.

Interessen for at få kostråd har været så stor, at de har været nødt til at oprette to kosthold, som skiftes hver uge til at få mulighed for at komme en tur på vægten og få vejledning om, hvad de bør spise.

For at få motionsdelen med forsøger Margit hele tiden at finde på nye aktiviteter. Det kan være alt fra, at folk bliver udstyret med skridttællere til en omgang floorball i en lejet hal.

- Vi prøver på at ramme så bredt som muligt, så alle kan være med, siger Margit.

Hun fremhæver især motivationen ved at blive holdt op på motionsaftalerne af ens kolleger som en vigtig faktor. Generelt er Margit også meget tilfreds med opbakningen til hendes arbejde.

- Jeg synes, de har taget godt imod initiativet, og langt flere, end vi regnede med, har været med på ideen, fortæller Margit.

Indkøb af træningselastikker

Margit Pedersen og hendes kollegers arbejde er nu blevet belønnet med 15.000 kroner. Hvad pengene skal gå til, er endnu ikke besluttet. Sidste år modtog Martin 5000 kroner for deres resultater med sundhedsprojektet. De penge gik til indkøb af træningselastikker til de ansatte.

Tidligere er der blevet arrangeret et foredrag på Martin med sundhedsguruen Chris MacDonald, som kom ud på virksomheden og inspirerede de ansatte.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.