Lufthavne

Marts blev rekordstor for lufthavn

Stor fremgang i udenrigstrafikken, mens charter og indenrigs går tilbage

Arkivfoto: Henrik Bo
Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 12:14

NORDJYLLAND: 130.385 rejste til og fra Aalborg Lufthavn i marts 2018 mod 124.465 i marts 2017 - det er en fremgang på 4,8 procent. Det er udenrigstrafikken, der rykker, mens der er tilbagegang for indenrigs- og chartertrafikken.

I den sidste del af måneden var der et overlap mellem vinterens program og opstarten af dele af sommerprogrammet til blandt andet Malaga, Barcelona, Alicante og Tyrkiet ligesom SAS indsatte en ekstra ugentlig afgang til Oslo.

- I marts blev det ene fyldte fly efter det andet sendt afsted til blandt andet Amsterdam, Malaga og De Kanariske Øer. 25. marts blev de ekstra Malaga-afgange med Norwegian sat ind, og ruterne til Barcelona og Alicante startede op, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Så udenrigstrafikken oplevede den forgangne måned en vækst på 64,4 procent - svarende til 44.970 udenrigspassagerer i 2018 mod 27.356 i samme måned 2017.

Der var en tilbagegang i indenrigstrafikken på 12,1 procent. Således rejste 70.964 indenrigs i marts 2018 mod 80.717 i samme måned sidste år.

- Tilbagegangen i indenrigstrafikken skal ses i lyset af, at påskedagene faldt i marts i år i stedet for april, hvilket betød mindre erhvervstrafik, siger Søren Svendsen.

I marts 2018 rejste 14.451 chartergæster til og fra Aalborg mod 16.392 rejsende i marts 2017. Dette giver en samlet tilbagegang i chartertrafikken på 11,8 procent.

- Vi ser en stigende tendens i, at rejsebureauerne benytter rutefly frem for decideret charterfly, da det også giver flyselskaberne mulighed for at sælge flight-only billetter. Dette forklarer tilbagegangen for chartertrafikken og dels den store vækst i udenrigstrafikken, slutter Søren Svendsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden