Maskinarbejder bliver akupunktør

38-årige Torben Pedersen åbnede 1. november akupunkturklinik i Aabybro

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

BIRKELSE:Efter 18 år som Maskinarbejder bestemte 38-årige Torben Pedersen fra Birkelse sig for, at der skulle ske noget nyt. Han skiftede de store maskiner ud med noget lidt mindre.

Torben Pedersen er netop udlært som praktiserende akupunktør fra AkupunkturAkademiet i Aarhus, og 1. november åbner han TP Akupunktur i Aabybro.

Det var aldrig nålefast, at Torben skulle gå akupunktørvejen, men da en årelang smerte blev afhjulpet af den traditionelle kinesiske behandlingsform åbnede sig en ny verden.

- Jeg har altid dyrket meget sport. Triatlon, maraton og så videre. I en årrække døjede jeg med gentagende pandehulebetændelser. Jeg var igennem stort set alt det penicillin, der findes og lige lidt hjalp det. Til sidst prøvede jeg at gå til en praktiserende akupunktør. Efter tre gange med behandling var det væk.

- Jeg tænkte okay. Det har virkeligt en effekt på kroppen. En effekt, medicinen på det punkt, ikke havde.

Selvom Torben Pedersens egne erfaringer har givet ham en dyb respekt for behandlings metoden, fortæller han, at det er vigtigt først at undersøge, om den nu er den rigtige.

Akupunktur bygger på en holistisk menneskeopfattelse, det vil sige, at det er hele mennesket, der behandles, ikke blot symptomet. Derfor er det vigtig for Torben at få så mange informationer som muligt for at stille akupunkturdiagnosen.

- Jeg begynder altid med en dybdegående en samtale, hvor vi sammen finder frem til selve årsagen til lidelsen og hvad den givne behandling skal være, fortæller han.

Og behandlings formerne er mange og det samme er de problemer og dårligdomme, der kan afhjælpes.

- Under min uddannelse har jeg behandlet rigtig mange mennesker med forskellige lidelser, så som hedestigninger i forbindelse med menopausen, knæskader, muskel/led smerter, migræne, hovedpine, allergi, sengevæden hos børn, samt meget andet og trods det, at det var ren øvelse for mig, havde det faktisk en positiv effekt.

Torben Pedersen sidder, selv efter endt uddannelse, på nåle. Ivrig efter at dygtiggøre sig og udbygge de kompetencer, han erhvervede på studiet i Aarhus.

- Jeg har i øjeblikket påbegyndt min efteruddannelse, hvor jeg har valgt at skrive om akupunkturs virkning på migræne. Denne opgave er et led i mine bestræbelser på at leve op til ETCMA’s (European Traditional Chinese Medicine Association) krav til akupunktører. Dette er en af de højeste uddannelsesmæssige standarder inden for akupunktur i Europa.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.